Præmiestigninger på vej
”Vi ved endnu ikke, hvor store stigninger, der kommer på forsikringspræmien, når ændringen af erstatningsansvars-lovændringen træder i kraft 1. juli 2002. Vi regner stadig på det, men det vil få konsekvenser for erhvervskunderne, også selv om vi samtidig nedsætter nogle afgifter,” fortæller ekspeditionssekretær Kirsten Blankensteiner, Forsikringsselskabet Codan.
De ansvarsafgifter, som falder væk, vil i øvrigt ikke komme vognmænd til gode, da de i forvejen kun betales for person- og varebiler samt busser.
Højere erstatning til fru Jensen
Når lovændringen træder i kraft 1. juli næste år, medfører den højere erstatning ved personskader.
”Men hvor stor stigningen bliver, har vi heller ikke overblik over endnu. Ved beregningen af præmieforhøjelsen for vore kunder, anvender vi de kendte personskader, som selskabet har,” forklarer sekretæren.
Kirsten Blankensteiner forventer, at Codan har afsluttet regnestykket i januar. Fra 1. januar overtager Codan i øvrigt Forsikringsselskabet Trekroner, som også har mange kunder i vognmandsbranchen.
Tag højde for stigningen
Kontorchef hos Tryg-Baltica, Jan Ankerstjerne opfordrer vognmændene til at tage stigningerne i forsikringspræmien med, når de nye aftaler skal forhandles på plads med kørselsrekvirenterne.
”Forhøjelserne træder med sikkerhed i kraft 1. juli næste år. Vi sidder alle og regner som gale for at finde ud af, hvor meget forsikringen stiger på personskadeforsikringsdelen. Jeg kan sige, at det bliver forskelligt efter køretøjets størrelse,” forklarer kontorchefen.
Han gætter dog på, at stigningen vil ende på 40 til 45 procent, men pointerer samtidig, at persondelen kun udgør en del af den samlede ansvarspræmie.
Stigning er i orden
Jan Ankerstjerne finder, at det er ok, at erstatningsbeløbet forhøjes ved personskade.
”Lovændringen er lavet for at hjælpe skadelidte, og som udgangspunkt kan vi ikke have noget imod det. En person, som udsættes for piskesmæld, får i dag cirka én million kroner. Jeg vil gætte på, at det beløb stiger til mellem 1,5 til 2 millioner kroner,” siger kontorchefen.
Han regner med, at de forskellige forsikringsselskaber vil ende med vidt forskellige stigninger i præmien. 12 til 15 procent af autokunderne hos Tryg-Baltica tilhører transporterhvervet, men i procentdelen er inkluderet både mindre og store lastbiler samt busser.
Ingen kommentarer
Hos Topdanmark ønsker man ikke at oplyse om, hvad kunderne har i vente. Fra selskabets side påpeges det, at der er meget få vognmænd i kartoteket.
Normalt er Topdanmark åbne over for spørgsmål fra pressen, men på grund af den lille repræsentation af transportfirmaer, mener man ikke, at der er noget at fortælle.
Læs også artiklen: ”Nyhedsbrev om forsikringsstigning.”