Vognmand: Spanske chauffører griner ad danske bødetakster
Vognmand Bent E. Højhus, Ringkøbing mener ikke, at det spanske politi er venligere stemt over for overtrædelser af køre-hviletiden. I det mindste ikke når det drejer sig om udenlandske chauffører.
Vognmanden kender nemlig eksempler på, at det koster 15-20.000 kroner at blive stoppet med skiver, som ikke er i orden.
”Vi kører mange to mands betjente ture til Spanien, men efter 22 timers kørsel sørger vi altid for, at bilen holder stille i otte timer,” fortæller vognmanden.
Samme regler
På hjemmesiden i går fortalte Lastbil Magasinet om fire spanske chauffører – to på hvert køretøj, der i sidste uge løb ind i en tungvognskontrol på havnen i Helsingør.
Vicepolitikommissær Per Brandstrup sagde i den anledning, at de udenlandske chauffører tilsyneladende stod lidt uforstående over for at blive afkrævet bøder for hviletidsovertrædelser, når chaufførerne skiftevis havde afholdt otte timers hvil i køjen under kørslen.
Bent E. Højhus tror ikke, at det så meget er bødeforlægget, der fik de spanske chauffører til at se tvivlende ud. Han mener, at det nok mere var beløbet på regningen.
”Når man hører, hvad bødetaksterne er i Frankrig og Spanien for overtrædelser af køre-hviletidsreglerne, så tror jeg, at de udenlandske chauffører får sig en billigt grin, når de bliver stoppet i Danmark,” pointerer vognmanden.
Slår hårdt ned
Bent E. Højhus påpeger, at det er de færreste, som risikerer at køre med skiver, som ikke er i orden i Spanien, men han understreger, at han ikke ved, om de spanske myndigheder gør forskel på folk og bevidst går efter andre nationaliteters køretøjer.
”Når vi bliver stoppet i Spanien, tager politiet absolut ikke lettere på reglerne end i Danmark. Har vi lavet det samme nummer som i tilfældene fra Helsingør, hvor den ene chauffør sover otte timer, mens den anden kører - altså de har ikke 8 timers sammenhængende hvil efter 22 timers kørsel på skiven, så bliver det honoreret med op til kr. 15-20.000 kroner i bøde,” siger vognmanden.
Forskel på folk
Selv om man så i Spanien efter hans mening slår hårdt ned på forseelser, så vil Bent E. Højhus ikke afvise, at det er en fordel at hedde Pedro frem for Jens, hvis man sidder bag rattet i en lastbil.
”Det er selvfølgelig svært at bevise, men når vi kører i Spanien, oplever vi ikke én eneste spansk lastbil, som ikke kører hurtigere end os. Jeg vil anslå, at de kører 100 km/t. Det betyder, at de kan sætte hastighedsbegrænserne ud af funktion,” påpeger Ringkøbing-vognmanden.
Herhjemme sidestilles det, ifølge Bent E. Højhus, næsten med en dødssynd at pille ved begrænseren, og det koster danske chauffører kørekortet ubetinget.
Det er for billigt
Bødetaksterne i både Spanien og Frankrig er så høje, at det har en præventiv virkning, mener Bent E. Højhus. Han efterlyser i øvrigt, at der indføres ens takster i hele EU for at undgå bevidste overtrædelser, hvor folk i branchen tænker i kroner og ikke i regler.
”Her i landet er det sådan, at fortjenesten ved hviletidsovertrædelsen er større end bøden for forseelsen,” mener vognmanden.
For eksempel kan det betale sig for speditøren at sige til chaufføren: ”Jeg betaler bøden for overtrædelsen, hvis du fortsætter turen.”
På den måde undgår kørselsrekvirenten ventetid og besvær med at skaffe en frisk mand. Bliver køretøjet stoppet, lyder bøden på 1.000 kroner til chaufføren, mens vognmanden får én på 2.000 kroner.
Vognmanden er så ikke begejstret for, at en chauffør kan presses til at begå forseelsen, fordi det er ham, der får problemer senere, hvis Færdselsstyrelsen indkalder skiverne.
Medvirkeansvar til speditøren i situationen vil være løsningen for at undgå, at problemet overhovedet opstår.
Harmonisering på vej?
Ifølge Lastbil Magasinets oplysninger er der ved at ske noget for at harmonisere bødetaksterne inden for EU.
Det er ikke bare taksterne, som er årsag til forskelsbehandling her i landet. Udenlandske chauffører kan for klingende mønt både overtræde 40 procents hastighedsgrænsen, som koster danske chauffører en betinget frakendelse af kørekortet, og har de slået hastighedsbegrænseren fra, er det helt op til anklagemyndigheden, om chaufføren skal i Retten og frakendes førerbeviset. P.t. er der ingen kendte eksempler på, at fifleri ved begrænseren har kostet udlændinge andet end en bøde.