23948sdkhjf

Lastbilerne kører pænt

I løbet af det første halve år med overhalingsforbud på udvalgte strækninger på motorvejene noterede Færdselspolitiet færre end forventet, og der er intet, der tyder på, at antallet af forseelser stiger.

"Vi har skrevet meget færre lastbiler, end vi regnede med. Efter de timer, vi har brugt på strækningerne, havde vi forventet væsentligt flere overhalinger."

Sådan lyder de rosende ord til lastbilfolket fra vicepolitiinspektør Asger L. Kristensen, Rigspolitiets Færdselsafdeling København, nu hvor tallene er på bordet for det første halve år, hvor det er tilladt at køre 80 km/t på motorveje for lastbiler, busser og person- og varebiler med påhængsvogne.

Forsøget, som strækker sig over to år, blev sat i gang 1. maj i år, og til gengæld for den højere fart er der så indført overhalingsforbud for samme køretøjer på udvalgte motorvejsstrækninger i hele landet.

Bedre end forventet

"Ude på strækningerne med overhalingsforbud har vi det først halve år noteret 134 for at foretage ulovlige overhalinger. Af dem var der 96 lastbiler, otte busser og 30 person- og varebiler med påhængsvogne. På samme strækninger skrev vi 125 hastigheder. Det var 69 lastbiler, seks busser og 50 person- og varebiler med påhængsvogne," fortæller Asger L. Kristensen.

Han kan ikke ud fra tallene se, om der er gengangere, som både er noteret for ulovlige overhalinger og hastighed.

Ikke tegn på stigning

Vicepolitiinspektørens mener, at selv om der nu er gået et halvt år, siden forsøget blev indført, så er der ikke tegn på, at manden bag rattet i de tunge køretøjer bliver mere sløset, så antallet af forseelser er stigende.

"Det er svært at spå om udviklingen, når vores indsats ikke er jævnt fordelt. Men det er absolut vores indtryk, at forbuddet ikke volder problemer," mener Asger L. Kristensen.

I øvrigt tror han ikke, at lastbilerne før og efter 1. maj har ændret gennemsnitshastigheden overhovedet.

"Hastigheden har hele tiden været bestemt af hastighedsbegrænseren," påpeger han.

Holder sig i skindet

Fra Færdselspolitiet ude på vejen lyder meldingen tilbage til København, at selv om der på strækninger med overhalingsforbud kan køre mange lastbiler presset sammen, så holder de sig i skindet og lader være med at overhale.

"Men når strækningen med overhalingsforbud er afsluttet, så ligger alle dem med mulighed for at overhale til gengæld ude," fortæller Asger L. Kristensen.

Det har også vist sig, at der noteres færre overhalinger på de lange strækninger med forbud som for eksempel på Ejer Bavnehøj og på de 24 km i forbindelse med Storebæltsbroen.

"De få, som er noteret på broen, er faktisk blevet det, når der er kraftig sidevind, og personbiler med campingvogne kører 45 – 50 km/t. Så er der enkelte busser og lastbiler, der tager chancen og overhaler, men det er stadig ulovligt," fastslår Asger L. Kristensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063