23948sdkhjf

Helt igennem ulovligt

Drejergård Transport, Horsens, må overhovedet ikke køre med gods for fremmed regning. Samtlige biler er indregistreret til firmakørsel.

Der er en, der er to, der er tre og så videre. I alt er der faktisk ti af slagsen. Nemlig trækkere indregistreret til firmakørsel i Drejergård Møbelhus, Uthvej 49, Horsens, med Kirsten Jørgensens navn på registreringsattesten.

Ikke desto mindre kører Drejergård Transport med gods for fremmed regning med to til tre biler hos New Trail ApS i Sæby, og med op i nærheden af seks trækkere hos Combino Spedition ApS, Kolding.

Hos begge firmaer forsværger man, at man har set lovlige tilladelser. Det skal også nok passe, for Kirsten Jørgensens mand, Johnny Jørgensen fik ti tilladelser udstedt 28. november til Drejergård Transport med ham som ansvarlig leder. Men speditionsfirmaerne har bare glemt at sikre sig, at Johnny Jørgensen også har bilerne, som må fragte det fremmede gods.

En dyr affære

»Der var en rimelig stor forurening, så der kommer en rimelig stor regning. Bilen og køletraileren var væltet og rutschede 30 til 40 meter og pløjede asfalt og autoværn op. Der var desuden løbet en hel del dieselolie og fed olie fra kølemaskinen ud på ulykkesstedet,« fortæller brandinspektør Ole Bladtkramer, Egtved Kommune.

Han ledede slagets gang, da en af Drejergårds biler væltede mellem Billund og Kolding 4. december i fjor med et læs skinker fra slagteriet i Grindsted. Lasten var bestemt for de italienske middagsborde, og Drejergård kørte for Combino.

Skaden på skinkerne beløber sig til over 200.000 kroner.

Rigtig forsikring – forkerte biler

En kilde fortæller, at Drejergårds biler – nogle af dem i det mindste – er forsikret til at køre med gods for fremmed regning.

Det får bare ingen indflydelse på tingene, for ifølge forsikringsloven kan man som nævnt i en tidligere artikel ikke forsikre ulovlige forhold, og det er ulovligt at transportere fremmed gods på en bil, der er indregistreret til at køre med egne varer.

AIG Europe S.A. er bilens forsikringsselskab. Vil man her frabede sig at erstatte skaderne, ryger kravet i næste omgang til Combino.

Så bliver det pludselig speditøransvarsforsikringen, som skal udrede kravet. Om Combinos forsikring så gør det godvilligt, eller om selskabet vil gøre Combinos ejer Vagn Kjer personligt ansvarlig senere, afhænger af, om forholdet med at beskæftige en ulovligt kørende vognmand kommer ind under speditøransvarsloven.

Drejergård begyndte med at køre hos Combino i september 2000, så Vagn Kjer havde omtrent tre måneder frem til ulykkestidspunktet til at undersøge, om forholdene var i orden hos Johnny Jørgensen.

Godt initiativ

Formanden for Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL), Jens Tidemann, Ilbro ved Hjørring er godt tilfreds med, at fem speditører, som tidligere benyttede Drejergård, sagde farvel og tak til både ham og hans biler, da de blev klar over, at der ikke var orden i tingene.

Hos alle fem kørte Drejergård Transport, inden firmaet fik tilladelser. Det gjorde Horsens-firmaet også hos både New Trail og Combino, men det er kun de to, der fortsat gør brug af hans biler.

»Alle kan i skyndingen og kampens hede komme ud i noget snavs, men jeg synes, det er positivt, at samarbejdet stopper, når det går op for folk, at Drejergård kørte ulovligt,« siger Jens Tidemann.

Han mener også, at for hver dag der går, tårner problemerne sig mere og mere op for Horsens-vognmanden.

»Jeg håber, Færdselsstyrelsen vil statuere et eksempel og hente de tilladelser hjem. Og så synes jeg, det vil klæde New Trail at stoppe samarbejdet. Jeg kan slet ikke forstå, at de fortsatte med at bruge ham, inden han fik tilladelserne. Slet ikke når de var advaret om, at FDL ville anmelde dem for medvirkeansvar ved at beskæftige en vognmand uden tilladelser,« pointerer Jens Tidemann.

27. november anmeldte FDL New Trail for medvirkeansvar til Horsens Politi for at beskæftige en vognmand uden tilladelser. Samtidig anmeldte foreningen Drejergård Transport for at køre ulovligt ifølge Godskørselsloven.

Bekendelse for åbent tæppe

Ordførende direktør i DTL, Michael Svane mener, det bliver en let sag for politiet at optrævle trådene i sagen om Drejergårds ulovlige kørsel og New Trails medvirkeansvar.

»Det kan ikke være svært, når firmaer for åbent tæppe (på Lastbil Magasinets hjemmeside, red.) bekender deres synder, så må efterforskningsbyrden være lettet. Det er også positivt, at fem af firmaerne stoppede med at bruge Drejergård, da de fandt ud af forholdene,« siger direktøren.

Ligesom formanden for FDL håber Michael Svane, at Færdselsstyrelsen vil gribe ind over for Drejergård og hive Johnny Jørgensens tilladelser hjem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047