Lastbilteknologi i nye tog til DSB
IVECO AIFO er valgt som leverandør af dieselmotorer til DSB's nye tog, der produceres hos italienske Ansaldo Breda, et medlem af Finmeccanica gruppen.
Leverancen bliver på mere end 330 motorer, med en ydelse på over 700 hk og med meget lav emission. Kontrakten omfatter produktion af 83 komplette tog, der vil blive udstyret med fire V8 IVECO diesel motorer.
Motoren, det drejer sig om, er en nyudviklet 20 liter V8 motor. (2,5 liter pr. cylinder), den yder over 700 hk og anvender Common Rail teknologi til elektronisk styring af indsprøjtningnen.
ZF gearkasser
Gearkassen fra ZF er ligeledes elektronisk styret og kommunikerer med motoren via et specielt udviklet software. Motoren overholder Euro 3 emissionsstandarderne og er forberedt til overholdelse af de endnu mere restriktive Euro 4 krav. For at leve op til DSBs krav om en topfart på 200 km/t vil fokus være stærkt koncentreret omkring forholdet mellem togets ydeevne og fart.
Motorerne i denne serie, der også er konstrueret til søværnet, industriel anvendelse og kraftværker, kan have 6, 8, 12 og 16 cylindre (til en maximum ydelse på 600, 800, 1200 og 1600 kW, dvs. 100 kW pr. cylinder).
b>Tilfreds dansk direktør
Peter Hansen, adm. direktør for Iveco i de nordiske lande, er meget tilfreds med handelen.
»Umiddelbart har tog ikke meget med lastbiler at gøre,« siger han, »men det er jo utroligt interessant, at man anvender lastbilteknologi – ikke bare motorer, men også de semi-automatiske gearkasser, som vi anvender i lastbilerne. Samtidig er vi jo vant til at servicere lastbilkunderne 24 timer i døgnet, 7 døgn om ugen, så vi føler os godt væbnet til at hjælpe DSB i enhver tænkelig situation.«
Kontrakten vil for IVECO som start have en værdi af knap 60 mio kr., men kan blive dobbelt så stor i forbindelse med leverancer til eftermarkedsservice og eventuelle leverancer af flere tog. Hvis passagertallet stiger betragteligt, forudses der fra 2005 en leverance på 270 motorer til yderligere 67 tog.