Asfalt afløser cement på Sæby-motorvej
Vejdirektoratet har besluttet, at belægningen på den 1,6 km lange prøvestrækning i det sydgående spor på motorvejen syd for Sæby skal erstattes med en traditionel asfaltbelægning.
Vejdirektoratet oplyser, at arbejdet går i gang hurtigst muligt, efter at en af voldgiftsnævnet udpeget syns- og skønsmand har besigtiget skaderne, hvilket tidligst kan ske sidst på ugen. Herefter vil det tage en entreprenør ca. fire uger at gøre vejen køreklar - forudsat at vintervejret
ikke generer.
Mandag var Vejdirektoratets teknikere sammen med den ansvarlige entreprenør på stedet for at besigtige skadernes
omfang og diskutere afhjælpning. Det var ikke muligt til mødet mandag at blive enige om en syns- og skønsmand.
Natten mellem 2. og 3. januar måtte det sydgående spor på motorvejen mellem Sæby og Flauenskjold afspærres på grund
af skader i bærelaget.
Den 1,6 km lange forsøgsstrækning, hvor bruddet er sket, er bygget op med et tyndt lag asfalt over et
cementstabiliseret bærelag, der skal gøre vejen modstandsdygtig over for sporkøring.
Vejdirektoratet konstaterede allerede i november problemer med revnedannelser - problemer, der med frost og efterfølgende tøvejr nu er accelereret, så flager af asfalten skaller af.
Motorvejen mellem Jyske Ås og Sæby blev taget i brug 7. oktober 2000.