Frode Laursen vil se tilladelser
»Da Drejergård begyndte her, var det fordi han overtog en bil fra en anden vognmand. Nu er hans chauffør syg, og vi har sendt et brev til ham og forlangt at se tilladelser, inden han kommer ud at køre igen,« siger direktør Jesper L. Sørensen, Frode Laursen A/S i Vitten
Drejergård startede i Vitten omkring september sidste år i forbindelse med, at man hos Frode Laursen blev spurgt, om han kunne overtage kørslen samtidig med, at han overtog en lastbil fra en anden vognmand, som kørte i firmaet i forvejen.
Svært at gardere sig
»Det er lidt svært at gardere sig, hvis en vognmand, der er ok, bliver overtaget af én, som ikke er det. Hvis vi antager en helt frisk vognmand, forlanger vi at se tilladelser,« fortæller direktøren.
Hos Frode Laursen er der i øvrigt en helt klar politik på området.
»Jeg tror, vi som nogle af de eneste forlanger at se tilladelser og forsikringer én gang om året, og vi vil også se chaufførens kørekort. Og hører vi rygter om, at der kører én i firmaet, som ikke har tingene i orden, beder vi ham sende en kopi af tilladelsen, og har han den ikke, ryger han ud,« pointerer Jesper L. Sørensen.