Flere speditører benyttede ulovlig vognmand
New Trail ApS, Sæby, og Combino Spedition ApS, Kolding gør det stadig. Thermo Team Denmark A/S, Brøndby, Glibstrup A/S, Århus, Bay Trucking ApS, Århus og Freja Transport & Logistics A/S, Skive, har gjort det. Det samme har Frode Laursen A/S, Hinnerup, og dette firma gør det måske endnu.
Fællesskabet består i, at firmaerne har benyttet Drejergård Transport Uthvej, Horsens, inden den ansvarlige leder og ejer Johnny Jørgensen fik sine tilladelser i hus 28. november 2000.
Hos Thermo Team, Bay, Glibstrup og Freja sagde man farvel og tak til ulovlighederne. Ifølge en kilde kører Drejergård stadig hos Frode Laursen, men det er hverken be- eller afkræftet, da det i går ikke var muligt at træffe hverken direktør Jesper L. Sørensen eller adm. direktør Thorkil S. Andersen.
Hos New Trail og Combino kører Horsens-vognmanden stadig.
En dårlig vane
Da Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL) i november anmeldte Drejergård for at køre ulovligt og New Trail for medvirkeansvar i samme anledning, gik anmeldelsen på RH 92.300 samt flere andre ”unummererede” lastbiler.
RH 92.300 er især interessant, fordi den er indregistreret til firmakørsel hos Drejergård Møbelhus i Kirsten Jørgensens navn. Hun er gift med Johnny Jørgensen.
Lastbil Magasinet kan så konstatere, at det ikke er den eneste firmabil fra samme sted, som kører med gods for fremmed regning.
RM 96.337 væltede 4. december sidste år mellem Grindsted og Kolding med et læs skinker på køletraileren med nummeret 3638. Kørslen var for Combino ApS. Også denne trækker var indregistreret til Drejergård Møbelhus i Kirsten Jørgensens navn.
Den sag og de forsikringsmæssige aspekter tager vi op på hjemmesiden i morgen.
Kan ikke stå og kigge efter
Ifølge Lastbil Magasinets oplysninger startede Drejergård med at køre for Combino i september sidste år.
Direktør Vagn Kjer, Combino, fortæller, at han skam forlanger at se tilladelser, inden han sender biler ud fra firmaet, og at han så tilladelser i bilerne fra Drejergård.
»Men jeg kan jo ikke stå ude på pladsen og kigge efter. Når jeg bestiller en vognmand, så regner jeg også med, at der er orden i tingene,« siger Vagn Kjer.
Lastbil Magasinet kan så drage den slutning, at han fik forevist falske tilladelser, hvis han inden 28. november 2000 så vognmandstilladelser fra Drejergård, da det først var fra denne dag, de var i hus. Og med hensyn til RM 96.337 har speditøren aldrig set nogen, da bilen er til firmakørsel.
Den blev i øvrigt frameldt få dage efter kuldsejlingen 4. december.
Første samarbejdspartner
Lastbil Magasinet har tidligere skrevet, at Drejergård startede med at køre for New Trail sidste sommer, men det var ikke den første samarbejdspartner for den ulovligt kørende vognmand.
Det kan nemlig konstateres, at det var Thermo Team, Brøndby. Direktør Jess Greiff vil ikke bruge mange minutter på at kommentere samarbejdet.
»Det var af yderst kort varighed,« siger han.
Farvel og tak
Én eneste rundtur til Holland/Belgien i september, så var Drejergård Transport lukket ude fra at få kørsel hos Freja Transport & Logistics.
»Her er der klare rutiner. Dikterer en af vore ansatte en chauffør til at køre ulovligt - eller tjekker han ikke, om tilladelserne er i orden, så er det fyringsgrund. Vi har også helt klare rutiner for, at det skal undersøges, at tilladelser og forsikring er i orden hos de vognmænd, som kører her. De regler blev indført for halvandet år siden,« siger direktør Jørgen Hansen, Freja.
En smutter
Han erkender, at det var en smutter med Drejergård, men da man fandt ud af efter første tur, at der ikke var tilladelser, så var det samarbejde slut.
»Vi havde meget travlt på det tidspunkt, og der var vild panik på for at skaffe biler, så vi nåede ikke at tjekke tingene, inden han kom af sted, men da han kom hjem, og vi ville se tilladelser, var de der ikke, og så var det slut. Jeg gider ikke at have det hurlumhej over den slags ting. Det har jeg ikke tid til,« forklarer direktøren.
Han fortæller også, at Freja Transport & Logistics er ved at blive miljøcertificeret. Det betyder, at firmaet skal dokumentere oplysninger om bilernes forurening, tilladelses- og ID-nummer samt CMR-forsikring. Så ikke mindst derfor er det nødvendigt at have orden i eget hus, når det gælder de indrullerede vognmænd.
Jørgen Hansen mener i øvrigt, at Færdselsstyrelsen gør alt for lidt for at komme uvæsenet til livs med de ulovlige vognmænd.
Ude efter en uge
En enkelt uge, ligeledes i september sidste år, stiftede Glibstrup bekendtskab med Drejergård. Johnny Jørgensen præsenterede Glibstrup for et ID-nummer. Tilladelsen kneb det mere med. Forespurgt forklarede han direktør Ole Glibstrup, at det var i orden.
»Han kørte her i en uge, så blev han stoppet af politiet, og så måtte Johnny Jørgensen gå til bekendelse og fortælle, at han ikke havde nogen tilladelse. Så sagde jeg, at så må du nok hellere stoppe her. Vi plejer nemlig at have orden i sagerne,« fortæller Ole Glibstrup.
Holdt et par måneder
Hos Bay Trucking holdt Drejergårds arrangement et par måneder. Samarbejdet her fandt også sted omkring september sidste år.
Hos Bay plejer man at bede om at se tilladelsen, og det var af gode grunde lidt af et problem.
»Johnny Jørgensen fortalte, at den var lige på trapperne. Vi syntes, det lød fornuftigt, så vi tog chancen, også fordi han kom med et ID-nummer, men på et tidspunkt sagde vi, at nu går den ikke længere. Du holder ferie, til du kommer med tilladelsen,« fortæller direktør Rasmus Bay.
Læs videre på hjemmesiden i morgen.