Vognmænd skal arbejde gratis for Stavad
I al sin korthed vil Danmarks skatteminister nedsætte fristen for momsbetalingen for virksomheder med en omsætning på over 10 millioner kroner fra 40 til 25 dage.
Da momsen i sin tid kom på bordet, var de 40 dages frist statens betaling til firmaerne for det administrative arbejde, som de har med at afregne med Told & Skat.
Står det til Ole Stavad, skal ordningen træde i kraft 1. januar, men det vil ifølge ordførende direktør Michael Svane, DTL, ramme de i forvejen betrængte vognmænd, fordi en stramning i likviditeten vil betyde øgede renteudgifter i de enkelte firmaer.
Den side af sagen forklarede DTL i går ved et foretræde i skatteudvalget på Christiansborg.
Ren besked
»Ole Stavads nyeste skatteforslag bliver endnu et slag til en i forvejen trængt transportbranche. Mange vognmænd kæmper fortsat med likviditeten på grund af de stigende dieselpriser. Det her forslag bliver derfor fatalt for mange firmaer.«
Den besked gav forhandlingsudvalget fra DTL, bestående af formand Kaj Nielsen, direktør Michael Svane og direktør Leif Tullberg, DSV, til skatteudvalget.
Michael Svane forklarer, at der var afsat et kvarter til seancen. På den korte tid skulle DTL redegøre for sine synspunkter og udvalget stille uddybende spørgsmål.
»Vi forklarede, hvad forslaget vil medføre af yderligere belastning for erhvervet, og at vognmændenes nuværende betalingsfrister i mange tilfælde er fastlagt i langtidskontrakter, som man ikke bare kan ændre på, fordi kredittiden for momsen sættes ned,« fortæller Michael Svane.
En af grundene til, at vognmænd ikke bare kan banke på kundens dør og forlange en hurtigere betaling for transporterne, er ikke mindst, at aftalerne er udfærdiget efter EU-udbud.
»Vil en vognmand ændre på kontrakten, strider det derfor mod udbudsbetingelserne,« forklarer direktøren.
Længere betalingsfrister
»Vi forklarede også skatteudvalget, at kreditgivningen er et konkurrenceparameter, og at tidsfristen er stigende. Det står i modstrid til det, Ole Stavad har oplyst over for udvalget,« siger Michael Svane.
Ofte har vognmandens kunder en kredittid på løbende måned plus 30 dage. Michael Svane påpeger, at den frist bliver svær at ændre sådan lige med det første.
»Skal ordningen træde i kraft 1. januar, som Ole Stavad ønsker, er der ingen djævel, der har mulighed for at få ændret på fristen i virksomhederne. De oprindelige 40 dages kredittid på momsen var desuden afmålt som betaling for den opgave, firmaerne har med at forvalte en opgave for det offentlige. Bliver den nu sat ned, skal de til at arbejde gratis for staten,« mener Michael Svane.
Anstændig tidsfrist
Direktøren finder det beklageligt, hvis regeringen hverken er til at hugge eller stikke i, men er det tilfældet, indskærper han, at der gives en rimelig tidsfrist, inden de nye regler gennemføres.
»Er regeringen ikke til at rokke, må DTL anstændigvis kræve et års varsel, så stramningen kan indarbejdes i de nye kontrakter. Det er helt urimeligt at gennemføre så drastiske ændringer med 14 dages varsel,« siger Michael Svane.
Efter DTL´s møde med skatteudvalget vil udvalgsmedlemmerne nu bede ministeren svare på de argumenter, som DTL har fremført.
Direktøren pointerer dog, at Ole Stavad ikke sådan lige har tænkt sig at efterkomme DTL´s krav. I et tidligere brev til skatteudvalget har han nemlig påpeget, at regeringen ikke kan undtage enkelte erhverv fra den ny kreditfrist på momsen.