23948sdkhjf

Kortere kredittid på momsen rammer vognmænd hårdt

DTL vil i dag forklare skatteudvalget, at Ole Stavads nyeste skatteforslag bliver endnu et slag til en i forvejen trængt transportbranche

DTL får i dag kl. 13 foretræde for skatteudvalget. Her vil organisationen forklare, at skatteministerens nyeste forslag om afregningen af momsen med staten vil koste transportvirksomheder livet.

Skatteministerens forslag, som han vil have stemt i hus inden jul, går ud på at forkorte kredittiden fra 40 til 25 dage for momsafregningen for danske virksomheder, der har en omsætning på over 10 millioner kroner årligt.

»Stramningen betyder forøgede renteudgifter for vognmændene, der fortsat kæmper med likviditeten på grund af de stærkt stigende dieseludgifter, som regeringen selv har gjort endnu værre ved at sætte afgifterne op. Det nye forslag bliver rent ud sagt fatalt for mange vognmænd, der allerede kører på pumperne,« siger DTL´s ordførende direktør Michael Svane.

Kan ikke ændre kreditten

Michael Svane vil på dagens møde forklare skatteudvalgets medlemmer, at vognmændene ikke sådan med ét kan gå ud og ændre kredittiden hos deres kunder, dels fordi der i mange tilfælde foreligger langtidskontrakter, og dels fordi kreditten i branchen ofte er løbende måned plus 30 dage.

»Er regeringen ikke til at rokke, må vi anstændigvis kræve, at forslaget først gennemføres med et års varsel, så stramningen kan indarbejdes i nye kontrakter. Det er helt urimeligt at gennemføre så drastiske ændringer med 14 dages varsel,« pointerer Michael Svane.

Om skatteministeren så er til sinds at efterkomme DTL´s krav, kan der stilles spørgsmål ved. Ole Stavad har på forhånd skrevet til skatteudvalget, at regeringen ikke kan undtage specielle erhverv fra reglerne. Han har dog erkendt, at han har stor forståelse for transportbranchens særlige problemer. Her henviser Ole Stavad til de indrømmelser, som DTL fik sig forhandlet frem til i efteråret.

Lastbil Magasinet vil følge op på sagen i morgen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047