23948sdkhjf

New Trail anmeldt for medvirkeansvar

I flere måneder har speditionsfirmaet i Sæby sendt et vognmandsfirma på vejen med flere biler, uden at firmaet var i besiddelse af de nødvendige tilladelser.

»New Trail ApS er et hurtigt voksende containertransportfirma beliggende i Nordjylland.«

Sådan præsenterer speditionsvirksomheden fra Sæby sig selv på firmaets hjemmeside.

Nu har samme hurtigt voksende firma så fået en anmeldelse på halsen for medvirkeansvar, for - ifølge Lastbil Magasinets oplysninger - gennem flere måneder at benytte en transportør, som først fik sine tilladelser i hænde den 28. november.

Samtidig er vognmanden anmeldt for at udføre kørsel for fremmed regning uden at have de eftertragtede tilladelser i hus ifølge reglerne i Godskørselsloven.

Ifølge Færdselsstyrelsen kan ulovlig godskørsel frem til udstedelsestidspunktet få indflydelse på, om en vognmand må aflevere sine tilladelser igen.

Kørte videre

Transportfirmaet uden tilladelser er Drejegård Transport, Uthvej 49, Horsens, ved vognmand Johnny Jørgensen. Kørslen for New Trail stod på i cirka fire måneder, og den fortsatte ufortrødent, selv om speditøren fik flere, venlige henstillinger om at lukke af for ulovlighederne - både fra vognmandsforeninger og fra andre vognmænd i New Trails brød.

27. november havde Foreningen af Danske Langtursvognmænd (FDL) fået nok af den trafik og anmeldte forholdet til Horsens Politi med kopi til DTL og Færdselsstyrelsen.

Fik ID-nummer i august

Færdselsstyrelsen udstyrede Drejegård med ID-nummeret 60402 i august måned, da firmaet ansøgte om ti tilladelser med Johnny Jørgensen som ansvarlig leder.

At tilladelserne stadig ikke var i hus, forhindrede dog ikke, ifølge oplysningerne, Drejegård og New Trail i at samarbejde, og Johnny Jørgensen i at forsyne firmaets biler med det famøse ID-nummer, som på daværende tidspunkt egentlig bare var Færdselsstyrelsens sagsbehandlingsnummer.

Var advaret

Inden FDL skred til anmeldelse, var New Trail advaret både af FDL og af formanden for Frederikshavn Vognmandsforening, Jørgen L. Jensen.

Han kørte på et tidspunkt selv lidt for New Trail, men det tvivler han på fortsætter. Ikke mindst fordi han over for speditøren påpegede, at han blev brugt som reservevognmand for et firma uden tilladelser.

»Min korrespondance med New Trail var gennem deres speditører, hvor jeg senest 27. november sagde til dem, at enten stoppede de det forhold med det samme, eller sendte mig en kopi af Drejegårds tilladelse. Ingen af delene skete, og så kom anmeldelsen fra FDL til myndighederne,« siger Jørgen L. Jensen.

Anmeldelsen

»FDL vil hermed anmelde Firmaet Drejegård Transport for at udføre kørsel for fremmed regning uden at være indehavere af vognmandstilladelser. Drejegård udfører speditionskørsel med blandt andet lastvogn med reg. nr. RH 92 300 for New Trail ApS, Sæby. FDL er bekendt med, at Drejegård udfører kørsel med flere lastbiler, indregistreret til firmakørsel, men FDL er på nuværende tidspunkt ikke i besiddelse af de øvrige registreringsnumre.«

Sådan stod der i anmeldelsen af 27. november til politimesteren i Horsens.

Samtidig gør FDL etaten opmærksom på, at foreningen har kontaktet New Trail flere gange for at få stoppet forholdet, men det har speditionsfirmaet ikke ønsket, og det medfører så, at også New Trail anmeldes.

»FDL vil hermed samtidig anmelde New Trail ApS for medvirkeansvar, idet de bevidst medvirker til en ulovlighed ved at disponere lastbiler fra Drejegård Transport. FDL anmoder politiet om straks at få begge de ulovlige forhold stoppet,« hedder det nemlig videre i anmeldelsen.

I sagen mod New Trail er det straffelovens paragraf 23, som skal benyttes. Ifølge den kan personer, som medvirker eller tilskynder til ulovlige handlinger, straffes.

Tjekkede Drejegård flere gange

Inden FDL anmeldte de ulovlige forhold, holdt foreningen Drejegård i kort snor i Færdselsstyrelsen ved at tjekke op på, om firmaet fik tilladelser i mellemtiden.

»Jeg snakkede også med Leif Kousholt (direktør i New Trail, red.) flere gange. Han bedyrede, at han havde en kopi af Drejegårds tilladelser. Fint, sagde jeg, så sender du den bare til mig, så er den sag her ude af verden. Men jeg vidste godt, at den ikke kom, fordi vi havde tjekket i Færdselsstyrelsen, at Drejegård ingen tilladelser havde,« fortæller formanden for FDL, Jens Tidemann.

Det glæder i øvrigt Tidemann, at Færdselsstyrelsen nu ophører med automatisk at udstyre ansøgere af tilladelser med et ID-nummer, som sagen her beviser nemt kan misbruges.

Ved et møde i DTL´s Kreds 1 på Tylstrup Kro 23. november lovede direktør i Færdselsstyrelsen, Christian Duus nemlig at stoppe for misbruget ved i fremtiden at udstyre ansøgere med et divergerende sags- og ID-nummer.

Klare regler

Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra kontorchef Carsten Falk Hansen, Færdselsstyrelsen, men Lastbil Magasinet vil følge op på sagen her på hjemmesiden i morgen.

Jurist i styrelsen, Susan Pödenphant vil ikke udtale sig i den konkrete sag - kun generelt. Hun siger:

»Enten er man vognmand med tilladelser og kan drive forretning. Eller også har man ingen tilladelser og kan heller ikke drive virksomhed. Det er heller ikke lovligt at køre gods for fremmed regning, mens en ansøgning om tilladelser behandles. Hvis vi finder ud af, at det sker alligevel, kan sagen tages op til vurdering. Der vil vi blandt andet se på, om ansøgeren har overholdt god skik i branchen, inden han fik tilladelserne.«

Ikke hul igennem

Lastbil Magasinet forsøgte også at få en kommentar fra New Trails direktør Leif Kousholt, men han var på kundebesøg og træffes ikke resten af ugen.

Johnny Jørgensen ville ikke kommentere på sagen, men han lovede alverdens ulykker, hvis Lastbil Magasinet skrev om anmeldelsen, og han stillede sig i øvrigt tvivlende overfor, om undertegnede nu også var ansat som journalist på Lastbil Magasinet.

»Hvis du skriver noget som helst forkert, skal du få min advokat på halsen. Enhver kan ringe og sige, at du er den eller den. Du kan få et svar fra min advokat, hvis du sender dine spørgsmål skriftligt,« sagde Johnny Jørgensen.

Så sluttede den samtale.

Det koster

Jens Tidemann kender godt den positur med, at angreb også er en slags forsvar, og han ved også godt, at det har sine omkostninger at stikke snuden frem. Men både han og FDL har viljen til at rydde op i tingene, og det samme har altså Frederikshavn Vognmandsforening.

»Vi får tit nok at vide, at vi skal rydde op i egne rækker, inden andre vil hjælpe os, og det gør vi så,« pointerer han.

Tidemann har ligesom Jørgen L. Jensen tidligere kørt lidt for New Trail, og det forventer han hermed er slut.

»Men nu har jeg drevet vognmandsforretning i 30 år, så det går nok alligevel resten af min tid,« mener han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078