Nyt trækbjælkesystem
VBG har nu et komplet trækbjælkesystem med familienavnet DB. Samtlige systemets dele er klassificerede og
EU-typegodkendte, og trækbjælkerne er bl.a. kendetegnet ved et enkelt monteringssystem. Ifølge VBG er produkterne fremtidssikret til kommende lovkrav i Europa.
Systemet fås i tre nøjagtigt dimensionerede ydelsesklasser (DB 130, DB 190 og DB 200), som dækker de mest forekommende
kombinationer til tunge køretøjer.
Enkel montering
Det forenklede monteringssystem bevirker, at DB-trækbjælkerne kan monteres på flere forskellige måder – såvel centreret som halvt eller helt underliggende – med betydeligt færre dele end tidligere. Der findes et stort antal af gavlsæt til næsten alle typer montage.
Et nyudviklet sortiment af konsoller til el og luft passer i de forborede huller, hvilket ifølge VBG gør det let at montere det nødvendige udstyr uden behov for boring eller svejsning.
Det nye trækbjælkesystem er forsynet med VBG’s nyudviklede rustbeskyttelse, der bl.a. omfatter sandblæsning, ED-behandling og pulverlakering i en 10-trins proces. Denne proces giver ifølge VBG en endnu mere effektiv beskyttelse, end lastbilsfabrikanterne kræver.