23948sdkhjf

Nyt agentur for polske køletrailere

Skandinavisk Trailer Import i Hjørring har netop fået agenturet i Skandinavien for den polske producent IGLOOCAR's produkter. Det er et samarbejde, det nordjyske firma forventer sig en del af.

IGLOOCAR er hjemmehørende i det sydlige Polen i byen Debica og har ca. 340 ansatte. Det polske firma har produceret kølekasser i mere end 25 år og er ISO 9001 godkendt.

Hans Jørgen Jensen fra Skandinavisk Trailer Import oplyser, at IGLOOCAR, der er markedsførende i Polen, benytter sig af den mest moderne teknologi, både hvad angår produktion og materialer.

»Det, der har gjort samarbejdet interessant for os, er primært, at IGLOOCAR har et bredt produktionsprogram,« siger Hans Jørgen Jensen.

Programmet indeholder bl.a. uisolerede lette konstruktioner til f.eks Mercedes Sprinter eller lignende fra 3.500 kg totalvægt, lugekasser til Ice cream, og videre over i FRC-godkendte kølekasser til både mindre og større chassiser.

Kasser med foldedøre

IGLOOCAR producerer også letisolerede opbygninger med foldedøre i den ene side, og det er bl.a. dette produkt, som har gjort samarbejdet specielt interessant for Skandinavisk Trailer Import.

»Der er et voksende marked for denne type produkter. Markedet er der i Norge og Sverige, og det er helt klart stigende i Danmark, idet man får en større grad af fleksibilitet med et sådant produkt,« siger Hans Jørgen Jensen og tilføjer, at hvad angår kvalitet og priser er produkterne fra IGLOOCAR ganske givet konkurrrencedygtige på det skandinaviske marked.

IGLOOCAR producerer ca. 3.100 enheder på årsbasis, hvoraf omkring 40% er eksport, og dette tal forventes at øges i de kommende år.

Samarbejde med Helsinge Karosserifabrik

I Danmark har Skandinavisk Trailer Import indgået et samarbejde med Helsinge Karosserifabrik ApS om forhandling af disse produkter over hele Sjælland, og der arbejdes i øjeblikket med lignende tiltag i Norge, hvor der ifølge Hans Jørgen Jensen allerede er modtaget ordrer med foldedørsopbygninger.

Alle opbygninger kommer hjem med alle el-installationer, lamper m.m., ligesom hjælperammen bliver konstrueret og monteret i Polen, på basis af chassisleverandørens tegninger. Rammen leveres altid i galvaniseret udførelse.

Derefter skal Skandinavisk Trailer Import kun tilkoble el-installationer, montere cyklistværn, skærme, eventuelle læssebagsmække m.v. i Danmark.

»Det betyder, at vi højst behøver en motorvogn i en uge, før køretøjet er færdigt til at registrere,« siger Hans Jørgen Jensen.

Selve montagen foregår i Nordjylland, og for Sjællands vedkommende på Helsinge Karosserifabrik.

Hans Jørgen Jensen oplyser, at leveringstiderne fra fabrikken højst er 4-7 uger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.054