Fik en Scania V8 i fødselsdagsgave
Vognmand Halfdan Christensen, indehaver af vognmandsforretningen Johs. Christensen & Sønner i Alnor i Sønderjylland, blev den første vognmand i Danmark, der fik leveret et eksemplar af den nye Scania R164 med V8 miljømotor.
Det var dog ikke den eneste årsag til, at de store smil var fremme i Sønderjylland forleden dag. Vognmanden kunne nemlig tillige fejre sin 60 års fødselsdag.
Fødselsdagsgaven, en 2-akslet Scania R 164 sættevognstrækker med 480 HK, kom dog ikke som den store overraskelse for fødselaren, idet han selv havde købt og betalt den. Behørigt pyntet med bånd og sløjfer tog Halfdan Christensen imod bilen, der blev leveret af Diesel-Gården A/S i Padborg.
Stykgods til Frankrig
Den nye Scania får sit daglige virke på motorvejene mellem Danmark og Frankrig, hvor den skal køre med stykgods - bl.a. møbler, tæpper og elektronisk grej.
Vognmandsforretningen Johs. Christensen & Sønner blev stiftet for mere end 60 år siden af Halfdan Christensens far. Dengang handlede det mest om kørsel for De Forenede Teglværker, men senere kom der flere og flere eksporttilladelser i virksomheden, og lastbilerne blev sendt udenlands.
Ved siden af aktiviteterne i Johs. Christensen & Sønner er Halfdan Christensen også medejer af Spedition Christensen, som skaffer kørselsopgaverne og tilrettelægger transporterne for virksomhedens 25 lastbiler, hvoraf hovedparten er Scania.