Euro 3 motorer bruger mere olie
Et rundspørge til alle lastbilproducenterne viser et år før Euro 3 motorerne indføres, at de skærpede miljøkrav betyder højere brændstofforbrug for lastbilerne, skriver DTL's medlemsblad, Transport og Logistik i sit nye nummer.
Branchen regner med 2-3 procent øget brændstofforbrug. Måske bliver stigningen mindre, fordi der udvikles nye motorer.
I oktober 2001 er det slut med at indregistrere nye lastbiler med Euro 2 dieselmotor. Efter den dato skal alle nye lastbiler overholde de skrappere miljønormer - Euro 3.
Men allerede fra 1. oktober i år er det slut med at certificere nye motorer efter den gamle norm, og på den måde har lastbilfabrikkerne et helt år til at sælge ud af de gamle Euro 2 motorer, skriver bladet.