23948sdkhjf

Elvin Jensen er flyttet til Grækenland

På en kort visit i Danmark stod den tidligere ejer af blandt andet Hammer Trans og Omega Transport og Spedition endelig frem og fortalte Lastbil Magasinet sin version af et liv med mange konkurser.

»Vores økonomi er totalt smadret, så der skal nogle penge i kassen. Derfor er jeg flyttet til Grækenland. Der vil jeg bo et-to-tre år, til der er skrabet så mange penge sammen, at vi har styr på tingene. Der er ingen indkomstskat i Grækenland, og jeg skal ikke betale skat til Danmark.«

Sådan forklarede Elvin Jensen i går fra hjemmet i Kibæk ved Herning, hvor han efter måneders tavshed inviterede Lastbil Magasinet til en snak.

Bladet har under de seneste måneders skriverier flere gange forsøgt at få ham i tale i forbindelse med konkurserne i Hammer Trans ApS, L.E.J. Transport ApS og Omega Transport og Spedition ApS (tidligere HZ Transport ApS, Padborg).

Kører som chauffør

Elvin Jensen fortalte uopfordret om sit nationale skift, men Lastbil Magasinet havde på forhånd fundet frem til adressen Delta Korinthau Athen-Patras, hvor han figurerer som direktør Edvin Jensen.

Den tidligere vognmand forklarede, at han i dag ernærer sig som chauffør og ved at bistå en græker med råd. Inden for hvilken branche vil Elvin Jensen ikke udtale sig om, men han siger, at han ikke selv er økonomisk involveret.

At han nu bryder sin tavshed, forklarer Elvin Jensen med, at han og familien så måske kan få ro. Desuden er der efter hans mening mange andre, der har fortiet sandheden og ført ham bag lyset i forbindelse med konkurserne.

Mellemøsten

Gennem tiden har Elvin Jensen været involveret i mange vognmandsvirksomheder, men det hele tog sin begyndelse tilbage i slutningen af 1970´erne.

»Det startede med, at jeg købte en lastbil og etablerede Ika Trans, som efterhånden kom op på ti biler, der kørte til Mellemøsten. Det var en god forretning. Da den var på sit højeste, var der 400 danske biler, som kørte transporter der.

Men så blev krigen mellem Iran og Irak optrappet, og da de daværende A-tilladelser og EF-tilladelser var forbeholdt sønderjyske vognmand, var der ikke mere kørsel, og Ika Trans lukkede 5. november 1982. Selskabet skyldte ikke det offentlige penge,« fortæller Elvin Jensen.

Møbler til Norge

Derefter kørte Elvin Jensen som chauffør med møbler til Norge for en vognmand i Vinderup gennem ITM Spedition.

»Så flyttede to speditører fra ITM over til Frode Laursn, men efter uenighed blev den ene fyret, og så kom de begge til Glud Møbeltransport, som blev til GM Transport,« forklarer Elvin Jensen. I forbindelse hermed etablerede han Hauge Godstransport og købte en bil for at køre for GM.

Herning Møbeltransport

»Det udviklede sig til, at vi var otte vognmænd og chauffører, som kørte hos GM Transport, der startede Herning Møbeltransport A/S. Vi indskød hver 100.000 kroner, og jeg blev valgt som direktør.

Men da vi havde kæmpet et halvt år, gav vi op. De andre, der havde indskudt penge, regnede med, at det måtte være det, og så var det op til mig at få det til at køre, men det kan én mand ikke gøre alene. Da der skulle lukkes, var der kun en af de andre til at hjælpe med at rydde op,« forklarer Elvin Jensen. Han fortæller også, at Herning Møbeltransport kom gennem konkursen uden gæld til Told & Skat.

Scandinavisk Møbeltransport

Kort efter blev Elvin Jensen ansat hos Dano Transport i Århus for at opbygge en møbeltranport til Norge.

»Det gik fantastisk godt. Jeg forhandlede en kontrakt hjem til Dano fra Norges største møbelhus, som havde en omsætning på 1,5 milliarder kroner. Så mente man hos Dano, at det måtte være min afdeling. Jeg lavede ene mand alt kontor- og lagerarbejdet. Dengang boede jeg i Hauge, og det betød, at jeg næsten aldrig var hjemme.

Til sidst meddelte jeg Dano, at enten købte jeg kontrakten med nordmændene, eller også sagde jeg op. Det endte med, at jeg fik kontrakten for 100.000 kr. og lejede lokaler i Ikast,« forklarer Elvin Jensen, der havde etableret selskabet Scandinavisk Møbeltransport A/S.

Lokalerne brændte

Forretningen gik ifølge Elvin Jensen strygende, indtil de lejede lokaler brændte ned. Forsikringen var i orden, men selskabet bag hed Hafnia, og det var netop i den periode, hvor Hafnia var inde i en turbulent periode.

»En af de ansatte fortalte, at hendes far var advokat, og at han kunne hjælpe med at få tingene på plads. Det var Per Lassen fra Gellerup ved Herning. Vi blev venner, og det blev aftalt, at han skulle købe 25 procent af Scandinavisk Møbeltransport. Per Lassen skulle tage sig af det administrative, for jeg har aldrig været økonomimand,« understreger Elvin Jensen.

2,6 millioner var væk

Han forklarer, at kort før Per Lassen skulle overtage sin andel 1. juli 1991, indløb der et tilbud fra et svensk firma, som ønskede at købe Scandinavisk Møbeltransport.

»Per Lassen og jeg tog til et møde med de mulige købere. Men det var som om, Per Lassen var i en helt anden verden. Jeg forstod ikke noget, men meddelte, ham, at hvis prisen var i orden, solgte jeg. Det var sidst i juni,« forklarer Elvin Jensen.

Per Lassen svar til det var: »Det bliver over mit lig.«

Og det blev det på en måde. Elvin Jensen forklarer, at han rejste til Norge, og der fik at vide, at Per Lassens hus brændte sammen med regnskabet fra Scandinavisk Møbeltransport, og at Per Lassen havde skudt sig.

Læs mere i morgen

Det blev enden på Scandinavisk Møbeltransport - og også på Hauge Godstransport. Da Per Lassen skød sig, manglede der 2,6 millioner kroner i kassen.

»Jeg havde undret mig over, at der aldrig var penge i kassen,« siger Elvin Jensen i dag.

Læs i morgen Elvin Jensens egen forklaring på følgende fem selskabers opståen og konkurs: HTL Transport ApS, F.D. Transport og Spedition ApS, Hammer Trans ApS, L.E.J. Transport ApS, HZ Transport ApS og Omega Transport og Spedition ApS.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079