23948sdkhjf

Minister vil hjælpe eksportchauffører

Trafikminister Jacob Buksti havde i går møde med repræsentanter fra godstransporterhvervet om udflagning af danske vognmandsvirksomheder til andre EU-lande, herunder særligt Luxembourg og Spanien.

»Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ser det som en vigtig opgave at hindre, at der sker social dumping, og at det kollektive aftalesystem ikke undergraves,« sagde Jacob Buksti efter mødet, hvor man endvidere drøftede spørgsmålet om anvendelse af chaufførvikarer ved kørsel i Danmark og i udlandet.

Ved mødet var der fuld tilslutning fra erhvervet om, at vognmandsvirksomhed skal udøves i overensstemmelse med gældende regler, idet virksomheder, der ønsker at køre efter reglerne, bliver bragt i en negativ konkurrencesituation, hvilket medfører risiko for social dumping af chauffører.

Ifølge trafikministeren er der tale om et fælles europæisk problem, som kun effektivt kan finde en løsning på EU-plan. Jacob Buksti vil derfor rejse sagen over for det franske formandsskab i EU, og det vil ske den 18. september, hvor den franske trafikminister besøger Danmark.

Hvad er god skik?

Buksti vil have problemstillingen taget op i forbindelse med drøftelserne om den sociale pakke på transportområdet i EU.

»Jeg vil endvidere vurdere, om der er behov for en præcisering af godskørselslovens bestemmelser om, hvad der forstås ved god skik inden for branchen. Det kan ikke være i overensstemmelse med god skik i branchen, når man ved kørsel i andre lande overtræder disse landes bestemmelser, der følger af EU-reglerne - og med en dansk godskørselstilladelse i lommen - uden at dette får nogle konsekvenser for ens tilladelse til at drive vognmandsvirksomhed.

Udvalg skal kigge på vikarer

I Danmark er der for nylig gennemført en lovgivning, der giver danske virksomheder lov til at benytte chaufførvikarer under visse betingelser, bl.a. muligheden for at benytte en vikar fra et bureau, der er godkendt af Færdselsstyrelsen. Ordningen gælder dog ikke ved virksomheders kørsel i udlandet.

»Jeg vil nu igangsætte et udvalgsarbejde med deltagelse af erhvervet til afdækning af de mulige utilsigtede konsekvenser som følge af lovgivningen om chaufførvikarer. Hvis afdækningen af

problemerne måtte vise, at dette også er et anliggende for de andre medlemslande i EU, vil jeg selvsagt sørge for, at få rejst problemstillingen her,« siger ministeren.

Henvendelse til politiet

Trafikministeriet vil nu rette henvendelse til Rigspolitiet med henblik på, at der i forbindelse med bl.a. tungtvognskampagner i højere grad bliver sat fokus på ulovlig anvendelse af chauffører.

»Jeg har bedt erhvervet om at tilsende ministeriet dokumentation for alle tvivlsomme forhold, som man måtte blive bekendt med, så vi kan få konstateret, hvad det er, der er galt og gribe ind heroverfor,« slutter Jacob Buksti.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063