Trailere til nyt koncept
38 trailere er under levering, hvoraf 18 er køletrailere med Carrier anlæg, og 20 er letisolerede boxtrailere, heraf halvdelen med foldedøre.
Kravet fra det norske transportfirma var, at køletrailerne skulle have en indvendig højde på 2,70 m, og de letisolerede skulle have en indvendig højde på 2,85 m.
Trailerne skal indgå i et nyt transportkoncept, som Waagan Transport har udviklet i samarbejde med de Norske Statsbaner. Projektet er meget omfattende, og det har således været nødvendigt at udvide en del banetunneler i Norge, for at trafikken kan gennemføres.
Trailerne skal køre med bane, i første omgang i Norge fra Vestlandet til Østlandet, og fra september i år skal vogntogene kunne lastes på bane helt til Tyskland og Italien.
Per Waagan regner med at sende 2.200 trailere om året med bane i Norge, og det udenlandske tal skulle gerne blive 2–3000 trailere om året.
Waagan Transport AS er etableret i 1969, hvor Per Waagan med én bil og sig selv som chauffør startede firmaet. Han fortsatte som chauffør indtil 1975, hvor firmaet gik over til kørsel med tungere materiel. I 1976 blev Waagan Transport AS omdannet til aktieselskab, og i perioden fra 1989 til 1994 overtog firmaet en række transportvirksomheder i Norge og Danmark.
Dansk datterselskab
I dag har Waagan 65 vogntog og 25 distributionsbiler i Norge, og 30 vogntog i Danmark hos datterselskabet EB Transport & Spedition A/S i Skagen.
»Udviklingen af de nye trailere er forløbet godt, og den prototype, fabrikken lavede til os, viste sig at leve op til vores forventninger. Derfor fik Schmitz ordren på de nye trailere, og vi forventer samarbejdet fortsætter,« siger Per Waagan. Han tilføjer, at det var et besøg på Schmitz-fabrikkerne, der overbeviste ham om kvaliteten på de tyske trailere.