23948sdkhjf

Alvorlig mangel på medarbejdere

- Vi står med en stadig større udfordring, melder ATL's formand Peter B. Jepsen i denne nytårsudtalelse:

- Det har været et travlt år i transportbranchen. Omsætningen stiger, de fleste virksomheder oplever vækst, og intet tyder på, at der bliver mindre travlt i det kommende år. Det kan desværre betyde, at manglen på medarbejdere bliver endnu mere alvorlig, advarer ATL’s formand Peter B. Jepsen, HR-chef hos Danske Fragtmænd.

- Lige nu står mange virksomheder i den situation, at de har brug for flere medarbejdere for at kunne håndtere de ekstra opgaver. Samtidig kan de kigge på de nuværende chaufførers cpr-numre og konstatere, at en bekymrende stor del af dem er født i 1950’erne. Inden for få år vil disse chauffører lægge nøglen til lastbilen fra sig og gå på pension. Det er en alvorlig situation, som vi er tvunget til at gøre noget ved, siger Peter B. Jepsen.

Mødte minister

I december var ATL og 3F kaldt til møde hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Inden for de kommende uger vil han præsentere en handlingsplan, som skal fjerne nogle af de flaskehalse, der er på arbejdsmarkedet. Ministeren ville høre, hvad de to organisationer har at sige, inden han kommer med sine forslag.

- Der er ikke mange ledige tilbage i Danmark. Men vi mener, at jobcentrene skal blive dygtigere til at matche de ledige med virksomhederne. Det er ikke nok at stikke dem et stort kørekort og tro, at de kan springe direkte op i en lastbil. I de fleste tilfælde skal der mere til, siger Peter B. Jepsen.

Hvad gør I selv

ATL’s formand opfordrer også virksomheder i branchen til at kigge indad. Man kan finde virksomheder, som har ledt forgæves efter lærlinge. Men generelt er der plads til forbedring.

- Jeg kender alle argumenterne om, at vi har travlt, og det er besværligt at have lærlinge. Men som leder af en virksomhed i transportbranchen bør man hver dag spørge sig selv, om man har gjort nok for at få unge mennesker ind i branchen. Hvis ikke vi bliver bedre til at tage lærlinge, bremser vi vores egen udvikling. Det er de barske realiteter, advarer Peter B. Jepsen.

Tal de unges sprog

ATL’s formand minder sine kolleger i branchen om, at de skal blive bedre til at tale de unges sprog. Chaufføren på 25 år stiller andre krav til sin arbejdsplads end chaufføren på 65 år. Det er nødvendigt at følge med udviklingen, hvis transportbranchen skal være attraktiv for nye generationer af medarbejdere.

Endelig er der de udenlandske medarbejdere, som arbejder i de danske virksomheder til en løn efter overenskomsten.

- Sandheden er, at vi ikke kan undvære dem. Tendensen er lige nu, at polakkerne søger hjem, da der også er mangel på arbejdskraft i Polen. Det er en udvikling, som kan blive til stor skade for de danske virksomheder. Vi skal altså sætte bredt ind for at sikre branchens fremtid. Det bliver vores største opgave i 2018, understreger Peter B. Jepsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094