23948sdkhjf

Ekspert: Biogas kan spille en kæmpe rolle i transportsektoren

Øget brug af biogas er en enkel og økonomisk måde at lave en afgørende reduktion af miljøbelastningen fra transportindustrien. Metangas, der er en langt mere skadelig klimagas end CO2, kan nemlig bruges til at fortrænge fossilt brændsel, samtidigt med at det reducerer metans skadelige indvirkning på klimaet.

Det fortæller Ivecos nordiske bæredygtighedsansvarlige, Morten Mangor Bandier, i en pressemeddelelse.


- Alternative drivmidler vinder langsomt, men sikkert indpas i den tunge transport i Danmark. Biodiesel, naturgas, biogas, el og i takt med udviklingen også brint vil komplimentere og med tiden endog erstatte den traditionelle diesel. Men det kan være svært for transportørerne at vide, hvilken løsning man skal satse på.  


- Vi står i en brydningstid, hvor man som flådeejer ikke længere kan nøjes med ét drivmiddel. Groft sagt skal flådeejeren forsøge at få emissionen til at passe til missionen – her skal der tænkes faktorer ind som rækkevidde, vægt, antal start og stop og graden af planlægning af ruten. Man er simpelthen nødt til at tænke i flere løsninger, og biogas er en tilgængelig løsning, der kan spille en kæmpestor rolle i transportsektoren, siger Morten Mangor Bandier.


Dette udsagn bakkes op af Danske Bilimportører (DBI), der for nylig har udviklet seks konkrete initiativer, med det formål at reducere CO2-udledningen fra tung transport. Her slås det også fast, at nutidens og fremtidens transportører kommer til at anvende flere forskellige drivmidler, herunder biogas, der kan anvendes til lastbiler med et større kørselsbehov.  


Blandt DBIs foreslåede initiativer er således indførslen af et tilskud til anskaffelsen af gaslastbiler på 40 til 60 procent af merudgiften samt fuld afgiftsfritagelse for biogas, da det er et CO2-neutralt brændstof.

 
Metan påvirker atmosfæren 84 gange mere end CO2
Biogas er en velafprøvet teknologi, og der er store miljøgevinster at hente, når man bruger biogas udvundet af fx husdyrgødning som drivmiddel i transportsektoren. I processen med at producere biogas og derefter forbrænde den, fjernes metanens skadelige virkning på klimaet.  


- Metan er en drivhusgas, som isolerer atmosfæren. Over en 20-årig periode påvirker metan atmosfæren 84 gange mere end CO2, så hvis vi kan fjerne det, fjerner vi en alvorlig klimabelastning, siger Morten Mangor Bandier og fortsætter:


-Ved at bruge biogas til transport, fjerner vi en masse af den sorte CO2 fra atmosfæren. Vi låner i naturens bank – og sætter tilbage i banken. Og for Ivecos del gælder det, at når vores lastbiler kører på biogas, nedbringes udledningen af CO2 med omtrent 95%. i forhold til kørsel på diesel.  


Biogasbiler på vejene fortrænger metan
Morten Mangor Bandier henviser til rapporten Bæredygtig biogas – klima- og miljøeffekter af biogasproduktion fra Aarhus Universitet, hvoraf det fremgår, at brugen af biogas samlet set har en positiv klimaeffekt. Han fortæller:  


- I Danmark kan vi omstille os til at producere biogas, så vi kan opvarme alle vores huse og holde gang i alle fabrikker og biler. Vi kan skaffe os energi ved at udvinde biogas af gylle – og den store ekstra gevinst er, at i processen fortrænger vi metangas, som gør langt mere skade i atmosfæren end CO2.  


- Biogas er en grøn teknologi, som jeg tror, at også den danske transportsektor vil tage til sig – særligt hvis man også fra politisk hold øjner mulighederne for at fremme bæredygtige valg gennem afgiftspolitikken. Eksempelvis har den finske regering som mål, at der skal køre 50.000 biogasbiler i Finland inden 2030.  


- Øget brug af biogas er lige nu den enkleste og mest økonomiske måde at reducere miljøbelastningen på vejene. Man kan sige, at ejere af biogaslastbiler er de rene klimahelte, siger Morten Mangor Bandier.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097