DEBATINDLÆG:

Så skete det igen, at 3F uberettiget, og i strid med Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af marts 2006 og EU’s charter om grundlæggende rettigheder (jf. chartrets artikel 12) indleder blokade mod en virksomhed med krav om overenskomst.

Denne gang kører chikanen mod HM transport Hejnsvig. Og det sker for hvilken gang, ingen har rede på. Denne gang sker det oven i købet mod en virksomhed, som er overenskomstdækket af en overenskomst, som har Trafikstyrelsens godkendelse for at kunne erhverve og bibeholde godskørselstilladelser i henhold til godskørselslovens § 6 stk. 3, som kræver, at aflønning finder sted på grundlag af løn og arbejdsforhold i niveau til gældende overenskomster på transportområdet.

Disse betingelser opfylder virksomheden. Den eneste ”fejl” er den, at 3F ikke er en del af den aftale. Og velvidende, at det er direkte i strid med den positive såvel som den indiskutable negative foreningsfrihed, som Menneskerettighedsdomstolen og EU’s Charter for foreningsfrihed på alle niveauer tilsikrer borgerne i Danmark og EU, bruger 3F/LO deres højt besungne konfliktvåben; Blokade og sympatikonflikter.

Det gør de i vished om, at deres modstående aftalepartner, Dansk Arbejdsgiverforening (DTL/ Dansk Erhverv, ATL, Dansk Industri Transport) ikke rører en finger for, at den foreningsfrihed bliver reel i hverdagen også for den enkelte virksomhed.

Selvom arbejdsgiverorganisationerne helt naturligt skulle være dem, der burde have den allerstørste interesse i, at foreningsfriheden/organisationsfriheden virkelig var en reel virkelighed, glimrer de altid ved at udvise den allerstørste passivitet, hver eneste gang LO/3F overfalder lovlydige virksomheder.

Jamen hvorfor dog det? Er det ikke fundamentale borgerlige/liberale grundbegreber, at frihed er arbejdsgivernes adelsmærke for netop arbejdsgiverorganisationer, som oven i købet i vid udstrækning hjælper deres medlemsvirksomheder til at importere udenlandsk arbejdskraft til bekvemme priser?

Svaret er, at deres økonomiske interesser via lønsumskroner er så livsnødvendige for dem, at de bare vender det blinde øje til og dermed lader en reel organisationsfrihed fortsætte med at være et falsum.

Deres økonomiske interesse i disse sager er, at lige så vel som LO ved overenskomster binder arbejdstager til sig og dermed store kontingentpenge til en 5-stjernet hverdag i LO/3F, så binder medlemskab af en DA-organisation multi lønsumskroner til arbejdsgiverforeningens 5-stjernede hverdag.

Ja, det er selve livsnerven i DA’s såvel som LO’s økonomi.

Derfor er der ingen oprør fra arbejdsgiversiden, hvilket ville være naturligt, hvis der bare var et gran af omsorg for medlemmerne og et ærligt ønske om at følge de afgørelser, alle retsinstanser alle afgør på stribe.

Og alt det sker igen og igen på trods af, at menneskeretsdomstolen afgørelse af 9. marts 2006 og EU’s charter om grundlæggende rettigheder fastslår, at enhver har ret til foreningsfrihed på alle niveauer.

Så vores forargelse over, at 3F/LO gang på gang lader hånt om de afgørelser om forenings- og organisationsfrihed, som domstolene og EU gang på gang har fastslået er gældende i positiv såvel som negativ retning, bør ikke alene kastes på LO/3F. DA og underliggende organisationer er lige så skyldige.

Forargelsen og anklagen bør derfor i allerhøjeste grad også rettes mod organisationerne under DA, altså mod Dansk Erhverv/DTL-A, Dansk Industri Transport/ATL og øvrige organisationer under DA, der har indgået aftaler med LO, hvor hovedaftalen mellem disse to parter indgår som en aftale.

Det er min påstand, at det er ikke manglende viden om, hvad der foregår i virkeligheden, der afholder arbejdsgiverne/DA for indblanding i disse uberettigede konflikter.

Det er ene og alene en kold kynisk nødvendig økonomisk beslutning.

Christian Jensen

Formand

Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL)