23948sdkhjf

Løkke: Dansk model udfordres

- Vi sætter befolkningens tillid til det indre marked på spil, sagde statsministeren ved DTL’s generalforsamling.

- Befolkningens tillid til EU’s indre marked er på spil, hvis vi lader udenlandske chauffører køre fast i Danmark på udenlandske løn- og arbejdsvilkår.

Det advarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, da han talte ved åbningen af DTL’s generalforsamling på Hotel Radisson i København lørdag formiddag.

- En stærk transportsektor er ikke kun afhængig af asfalt. Lige så vigtigt er det, at vi har dygtige danske chauffører, og det har vi i Danmark. Og I kan sagtens klare jer i den internationale konkurrence, hvis I har fair vilkår, sagde han til de forsamlede vognmænd.

Social dumping

Statsministeren fortsatte:

- EU’s indre marked er rigtig positivt og afgørende for landets økonomi. Men vi kommer ikke uden om, at det indre marked også har sine udfordringer. Vi har desværre set eksempler på, at danske chauffører bliver underbudt af social dumping. Dertil kommer de helt ekstreme sager, som mest minder om menneskehandel. Det er et fælles ansvar at sikre, at lovgivningen bliver håndhævet.

Herefter pegede Lars løkke Rasmussen på, at politi, skatte- og arbejdsmiljømyndigheder har ekstra fokus på at sikre, at udenlandsk arbejdskraft i Danmark har ordentlige arbejdsvilkår.

Men han slog samtidigt fast, at Danmark ikke kan klare den opgave alene.

- Selv om vi i Danmark gør meget for at undgå sager om unfair konkurrence, er det ikke nok. Det er derfor, vi arbejder benhårdt for at gennemføre vejpakken i EU. For det er på ingen måde fair, når chauffører udfører arbejde i Danmark på udenlandske arbejds- og lønvilkår, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Udenlandsk løn

Statsministeren kom samtidigt ind på diskussionen om social dumping og den danske model.

- Lovgiverne skal nok have en lidt stærkere indflydelse på de udenlandske arbejdendes løn i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. På nogle områder er problemerne grænseoverskridende, og den danske model slår derfor ikke helt til. Er den danske model udfordret, så skal vi overveje at rette den til, for eksempel ved at give repræsentative overenskomster indflydelse, sagde han.

Lars Løkke Rasmussen noterede, at FH (det nye LO) og DA er kommet med et udspil til, hvordan det kan ske.

- Befolkningens fortsatte opbakning til det indre marked er på spil. Vi skal ikke gamble med det her, advarede statsministeren.

Trængsel

Lars Løkke Rasmussen talte også om et andet emne af vital betydning for vognmandserhvervet - infrastruktur.

- Trængslen koster samfundet 77 millioner timers spildtid, svarende til 60.000 fuldtidsstillinger, svarende til 24 milliarder kroner om året. Tager vi ikke hånd om trængselsproblemerne, risikerer vi, at væksten går i stå. Derfor skal vi i tide investere i infrastruktur. Regeringens infrastrukturplan afsætter 110 milliarder kroner over de næste ti år til investeringer i infrastruktur over hele landet, så vi får et Danmark, der hænger bedre sammen. Men planen står og falder med valgresultatet, sagde han og henviste til socialdemokraternes plan, som efter statsministerens mening ikke er finansieret.

Til sidst kom statsministeren ind på den grønne omstilling.

- Transportsektoren er afgørende her og ikke til at komme uden om, når vi taler grøn omstilling. Transportsektoren står for en fjerdedel af udledningen af CO2. Det skal bringes ned, sagde han og glædede sig over, at branchen tager ansvar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094