23948sdkhjf

Flot multikøretøj til Ærø

Træfældning, bjærgning, brandslukning og blandede specialopgaver. Det hele kan klares med en enkelt bil hos et specielt vognmandsfirma i det sydfynske øhav

Fleksibilitet er et af nøgleordene i transportbranchen anno 2017, hvor det så vidt muligt drejer sig om at have bilerne i gang hele tiden – og hvis det kniber med den normale kørsel, så må man finde alternativer til at holde hjulene på vejen.
Det kender man alt til som ø-vognmand, hvor kunde-grundlaget er begrænset. Det er dog alligevel ikke hver dag, der bliver leveret lastbiler, der spænder så vidt som det nyeste køretøj i vognparken hos Ærø Redningskorps & Vognmandsforretning.
Den nye vogn i flokken er en MAN TGS 33.420 6x6 BL, som til daglig skal køre – ja, lidt af hvert. Den er indkøbt til bl.a. at hjælpe til med bjærgning, fritrækning, træfældning og beskæring, assistere håndværkere på øen samt forefaldende kranarbejde på havne, byggepladser mm. rundt om på øen. Nå ja, og brandslukning!
»Jo mere fleksibelt, jo bedre for os. Det er vigtigt, at vi kan en masse forskelligt, når vi kun kører her på øen,« siger
vognmand Kurt Hansen.

Multifunktionel
Og det er unægtelig et fleksibelt multikøretøj, som er blevet leveret til Dunkær mellem Ærøskøbing og Marstal, hvor Ærø Redningskorps & Vognmandsforretning holder til.
Bilen har træk på alle 3 aksler og er monteret med tjekkiske Mitas-dæk, som normalt anvendes i landbruget og industrien. Det gør den anvendelig til et hav af opgaver på øen – stort set uafhængig af terræn og vejr.
»Vi kører længe, inden vi kører fast. Der er mange steder, vi kommer ud, hvor det er lidt blødt, fx på marker og i skovområder,« fortæller Kurt Hansen.
Blandt andet skal bilen køre til træfældninger, hvor det er vigtigt at stå helt fast. Det samme er tilfældet ved fritrækninger, og til det formål er MAN’en udstyret med et 10 tons hydraulisk Sepson-spil samt ankerskovle.
Bilen har monteret en 50 tonsmeter HMF-kran med fly-jib, og det giver firmaet helt nye muligheder.
»Det var vigtigt for os, at vi kan komme op over husene og ned igen med fly-jibben. Vi hjælper mange håndværkere, og de er også begyndt at efterspørge muligheden for at kunne komme ind på den anden side med fly-jibben. Det skal man efterhånden kunne i dag,« konstaterer Kurt Hansen.

Klar til brandindsats
Ærø Redningskorps & Vognmandsforretning har ansvar for brandberedskabet på det meste af øen og råder over fire brandkøretøjer. Og skulle der opstå brand, kan den nye MAN TGS også køre ud som supplerende køretøj og fungere som brandstige og drejestige. Den kan nå 29 meter op i luften og dermed op over hustagene og er udstyret med en mandskabskurv, som kan anvendes til både kran og fly-jib og er monteret med sprøjte. Dermed skal man blot koble en slange på fra tankvognen, og så er MAN’en klar til at bekæmpe flammerne.
»Vi tager bilen med til brand, og så ser vi, om der bliver brug for den. Den er god at have, for det kommer også mandskabet til gode, at man på kurven kan blive kørt op og ned og hælde vand på uden at stå helt inde på siden af huset, hvor man bliver ramt af vand og sod osv.,« forklarer Kurt Hansen.
Den er dog ikke en officiel del af beredskabskøretøjerne – men bruges som supplement.
»Hvis den står i beredskab, må du kun bruge den til det formål, så skal den holde i garagen og være klar altid. Det er jo en stor fordel, at vi i stedet kan tage den ud og lave andre opgaver. At køre 4-5 gange om året med den er for lidt.«
Firmaets biler kommer ikke uden for øen (andet end til service), og med et samlet indbyggertal på lidt over 6.000 mennesker er der selvsagt god fornuft i at kunne løse mange forskelligartede gøremål – hvilket den nye MAN altså så rigeligt lever op til.

Blandet vognpark
Kurt Hansen er anden generation i familiefirmaet, som blev etableret i 1928, og som Kurt Hansen og hustruen Kaja overtog helt i 1980. I dag er tredje generation i form af datteren Heidi og svigersønnen Peter også med i driften og kørt i
stilling til at overtage forretningen.
At det er en alsidig forretning, vidner vognparken om. Den består af 4 brandkøretøjer, 5 kranvogne, 1 P-vogn, 1 teknikbil, 5 gravemaskiner, 1 traktor og 2 lastbiler. Indtil 2015 var der også ambulancer i garagen, men den kørsel blev snuppet af Bios ved seneste udbud for et par år siden.
I den første måneds tid har den nye MAN faktisk været i drift stort set hver dag til forskellige opgaver.
»Det kommer lidt i klumper. Kørslen svinger lidt med, hvad vi lige har af opgaver, men øen er jo ikke så stor, så udsvingene er ikke så voldsomme. Der er dog mange specialopgaver, vi kommer ud på, fx ved stormskader, så det kan derfor gå lidt op og ned med, hvor travlt bilen har,« fortæller Kurt Hansen.

Én samlet pakke
Den nye MAN TGS har afløst en ældre Mercedes-Benz 1831, som efter 20 års tjeneste på Ærø indgik i handlen og nu er sendt på ”efterløn” under sydligere himmelstrøg.
»De tyske mærker går man aldrig helt fejl af – og sådan set heller ikke de svenske. Vi har igennem årene kørt meget Mercedes, og vi har også nogle Volvo’er. De var også i spil denne gang, men det endte med en MAN. Det skyldtes, at MAN Odense kunne levere en færdig pakke, sådan som vi gerne ville have den. De var på dupperne og leverede varen, det må man rose dem for,« siger Kurt Hansen.
Den nye bil skal betjenes af 2-3 faste folk bag rattet. Den primære chauffør bliver dog Claus Thomsen, som efter en måneds tid så småt er ved at være dus med både bil, kran og andet teknik på bilen.
»Man skal lige lære den at kende, men den kører helt fint,« lyder skudsmålet fra chaufføren.
MAN Odense har selv stået for opbygningen af køretøjet, som blev leveret i slutningen af maj – lige i tide til at deltage i ”Ærødagen” i Søby, hvor mandskabskurven blev flittigt brugt til at give de lokale en tur med flot udsigt over øens landskab.

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078