23948sdkhjf

Når det nu ikke kunne blive en amerikaner

Fynsk vognmand har tænkt på både nutid og fremtid i sin nye oldschool-trækker, der er en af de absolut flotteste, vi kommer til at se af den gamle DAF-generation:

- Jeg må indrømme, at jeg er dybt imponeret over den bil her. Der er milevid forskel på den her og den gamle.

Ordene kommer fra vognmand Jens Erik Andersen og handler om hans nye DAF – og så kunne man tro, at han havde fået leveret en model fra den nye serie af DAFs langturslastbiler, som blev lanceret i 2021. Men Jens Eriks nye model er den ”gode, gamle” serie af den generation, som blev lanceret i 2017. Og spørgsmålet er, om vi når at se en flottere nylevering af den ”gamle DAF” end denne.

Bilen er en DAF XF 530 som 3-akslet trækker opbygget med fuld musik. Jens Erik Andersen har hang til amerikanske lastbiler, og det skinner igennem i både look og detaljer på den nye bil, som har været lidt mere end et års tid undervejs fra bestillingen i januar 2021.

- Det er den tredje DAF, jeg har. Jeg har altid været tilfreds med dem, og de har udfyldt de behov, som jeg syntes, jeg havde i forhold til motorstørrelse, gearkasse, og den måde, de kørte på, den måde, man sidder på, og den måde, man kan bo i dem på. Jeg synes, nogle af de andre har manglet lidt i forhold til det, jeg kunne bruge, siger forklarer Jens Erik Andersen, som også kunne notere sig en fornuftig driftsøkonomi i sin forrige DAF – og så gav valget sig selv denne gang.

Skal kunne det hele

Til daglig skal bilen okse afsted med maskiner – især for landbruget, og over hele landet, med enkelte afstikkere til det svenske engang imellem. Som fast makker har bilen en Broshuis-sengetrailer fra Poul Schou.

- Kunderne er både mine egne og deres, og det fungerer godt at samarbejde på den måde, så vi kan beskæftige bilen og traileren fuldt ud, fortæller Jens Erik Andersen, som selv holder til i Herrested på det østlige Fyn.

Alligevel er den nye DAF-trækker er opbygget med stor alsidighed for øje – også med tanke på, at vognmanden selv ikke kan bakse med mejetærskere, græsvogne og hønsehuse for evigt.

- Jeg bliver også ældre og kan måske ikke blive med at køre maskiner, eller måske sker der noget helt andet. Det er også med henblik på videresalg, at jeg har fået den bygget som trækkraft for blokvogn op til 80 ton, forklarer vognmanden.

Bilen har også dobbelt hydraulik og dræn, så den er klar til tip, walkingfloor eller båndtrailer, og førerhuset har alle fornødenheder til langture – fx to køjer, selvom vognmanden kun kører selv.

- Jeg ligger selv ude hele ugen, men den dag man skal sælge den, er det også nemmere, hvis den er lidt lækker. Den skal kunne det hele og være nem at komme af med igen, fastslår han.

Gennemtænkt design

Den er også nem at få øje på – derude på landevejen. DAF’en skiller sig ud fra mængden med sit unikke look med matsorte, stengrå og grønne farver. Den minder på mange måder om Jens Erik Andersens forrige bil – og så alligevel ikke. Mønsteret er langt hen ad vejen, men farverne er skiftet ud. Forgængeren var nemlig indkøbt, da Jens Erik drev firmaet Højbo Transport med sin lillebror. De splittede firmaet op i 2018, og derfor skulle der ske noget nyt med bilens udseende.

- Tankerne var mange. Rigtig mange. Jeg ville gerne væk fra min brors farver, så vi ikke bliver sammenlignet hele tiden. Så faldt farven så på den mørke stengrå, og så var det meningen, at jeg gerne ville have lavet noget blanksort og orange og sådan noget. Det ville passe godt til den grå farve, men da vi fik det på bilen, så det bare ikke pænt ud. Så vi kasserede det hele, siger han.

- Så der blev brugt noget tid, før vi fandt ud af at lave det samme zigzag bare i matsort og grøn, så det passer til traileren, jeg kører med, forklarer Jens Erik, der arbejdede på designet med MM Skilte i Vojens.

Detaljerig opbygning

Opbygningen var lagt i hænderne på PM Lastvognsservice, som har lavet flere af vognmandens biler. Der er ikke gået på kompromis med bilens finish, der byder på bl.a. heldækkende sideskørter, skarp og fin afdækning mellem akslerne, flot mørk dørkplade i samme stil som bilen, høj galge, to blankpolerede skorstene, solskærm sænket 80 mm, sideskab, de tre børnebørns navne på hjørnespoilerne mm.

Bilen er både fabrikslakeret og været en tur forbi Noer i Vamdrup, og indenfor i den rummelig Space Cab-hytte har Fix Autopolstring slået sig løs. Levering af selve bilen har Lastbilmægleren v/Carsten Lykke stået for – igen.

Alufælgene er udstyret med navkapsler fra en særlig Kenworth, som Jens Erik Andersen havde fornøjelsen af at være chauffør på i en periode i slutningen af 0’erne. Bilen kørte for først vognmand Klaus Sørensen i Erritsø og siden Give Sværgods, hvor Jens Erik altså fik udlevet sin drøm om at køre en rigtig amerikaner.

Sendt til tælling i Horsens

I 2012 slog han pjalterne sammen med sin lillebror og startede som selvstændig. Det var her, Jens Erik fik sin første DAF, en brugt XF105 årgang 2007, inden han gik all-in med en flot ny XF 510 i 2014 – som altså nu er solgt fra og afløst af den nye 530’er. Samarbejdet med lillebroren sluttede brat, da Jens Erik Andersen i 2017 fik en blodprop i hjernen, mens han sad bag rattet.

- Jeg kan huske, at jeg kørte op ad den gamle Horsens-bakke og blev så svimmel, som om jeg havde drukket 100 bajere. Så husker jeg ikke mere, før en kollega åbner døren og spørger, om jeg er okay. Jeg var kørt lige igennem grøften og holdt ude på en mark og havde smadret bilen for et par hundredtusinde. Så nej, jeg var ikke okay, og så kom jeg på sygehuset, fortæller Jens Erik Andersen.

Der gik et par dage, før det blev konstateret, at han havde haft en blodprop – og så måtte han trække stikket i knap fire måneder.

- Jeg fik ryddet lidt op i mit liv, og så var jeg klar til at komme videre. Og jeg har heldigvis været godt kørende siden.

Kører kun selv

Da Jens Erik Andersen var arbejdsdygtig igen, besluttede han og broderen at dele firmaet op i fred og fordragelighed. Siden har Jens Erik været oppe på fire biler en kort overgang i sit eget firma, Herrested Transport, men er i dag kun sig selv – og sådan bliver det.

- Det duer ikke for mig, at jeg skal sidde og disponere og køre bil samtidig. Det kan jeg ikke mere. Én bil er fint, fastslår han.

Igennem årene har Jens Erik Andersen kørt meget forskelligt – herunder en del med korn og foderstoffer, inden det blev 13 år som kranchauffør for Eventyrbilerne i Odense.

- Men jeg fik hvide fingre af at arbejde med fjernbetjeninger i så mange år. Når vejret kommer under 10 grader, ligner fingrene, at de er døde. Så jeg måtte finde på noget andet, fortæller han.

Det er altså blevet til maskinkørsel i dag med bopæl i førerhuset det meste af ugen.

- Med køre-/hviletiderne er der ikke plads til, at vi kører hjem hver dag. Så holder jeg til gengæld lidt tidligt fri om fredagen, så jeg kan nå at se min kone, mine børn og tre børnebørn.

Drømmen om en XG

Belært af et langt livs op- og nedture med karriere og helbred, så tager Jens Erik Andersen en dag ad gangen og nyder at køre i sin nye vogn. Men… det er ikke forbigået hans opmærksomhed, at der er kommet en ny DAF-generation på gaden.

- Ja, og det ærgrer mig, at jeg ikke nåede at få den. Da jeg bestilte min bil, vidste vi godt, at der kom en ny, men ingen vidste hvornår. Og den gamle havde gået 925.000, så det var tid til, at den skulle videre, inden den rundede en million. Det er heller ikke til at vide, hvornår man ville have kunnet få leveret en af de nye, siger Jens Erik Andersen.

Men nyhederne på den nye DAF-generation frister alligevel vognmanden fra Herrested. Og tankerne kredser om, at… måske måske.

- Jeg har en lille drøm, og det er at køre i den nye bil herude i tre år og så se, om der er nogen, der vil købe den til den tid – og så købe en af de helt nye. For jeg synes, den er rigtig fed, det må jeg indrømme. Jeg godt tænke mig en XG’er med den lange hytte. Den har lidt længere akselafstand, men min erfaring fra at køre amerikanerbil er, at med længere mellem akslerne bliver det mere behageligt at køre i, og moderne køretøjer i dag er blevet meget nemmere at komme rundt med, siger Jens Erik.

- Så ja, jeg går og drømmer lidt om at købe en DAF XG. Når jeg nu ikke kan få en langsnudet amerikaner.

Tekniske data:

Model: DAF XF 530 6x2 FTS

Førerhus: Space Cab med to køjer

Motor: Paccar MX13, 12,9 liter

Effekt: 530 hk, 2.600 Nm

Gearkasse: 12-trins TraXon (ZF) med intarder

Bagtøj: Enkeltreduceret DAF SR1347

Udveksling: 2,69:1

Akselafstand: 3.100 mm

Affjedring: Parabel foran, luft på træk- og bogieaksel

Dæk: Goodyear. 385/65R22.5 (for), 315/70R22.5 (træk og bogie)

Lakering: Carsten Noer Storvognslakering

Stafferinger: MM Skilte, Vojens

Plysning: Fix Autopolstring

Opbygning: PM Lastvognsservice

Levering: Lastbilmægleren v/Carsten Lykke

Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094