8

Billeder

Craig Hoodless, England

Ingen er vist i tvivl om, at Danmark, Europa og verden står i en ekstraordinær og alvorlig situation. Vi er bekymrede, vi famler rundt i uvished om, hvad der kommer til at ske de næste uger, måneder, år, og vi er alle i samme båd.

For mennesker i samme branche, kan bekymringerne være de samme. De kan også være forskellige alt efter, i hvilket land man bor og arbejder i. Her er ordene fra en lille bitte del af de lastbilchauffører, der hver dag prøver at holde humøret højt og hjulene kørende - fra Kroatien til USA, fra England til Skotland og tilbage til vores eget lille smørhul, Danmark.

Ronni Petersen, 45 år, Moses Lake, staten Washington, kører containere:

»Jeg kører containere til og fra havnen i Seattle og Tacoma, og vi mærker krisen. Jeg er bekymret for, om vi bliver ved med at have kørsel. Vi har jo desværre ikke helt så godt et sikkerhedsnet som i Danmark.

Vi har fået håndsprit og et par masker udleveret fra firmaet.

Da vi først hørte om corona, tænkte jeg, at det var farligt at lukke en container op fra Kina, men da det blev værre, skiftede min bekymring til alt det, jeg rører ved i havnen nu. De har telefoner i havnen, vi skal tage for at komme ind. Men nu har de heldigvis taget dem ned og monteret højtalere i stedet for, og det er på alle de terminaler, vi kommer.

Forskellen fra ”før coronavirusW til nu er, at havnen har markant færre antal biler, og vi kan mærke det på godsmængderne og selvfølgelig på trafikken. I en stor by som Seattle er der nu ingen rush hour ind til byen om morgenen.

Jeg har været chauffør siden 1992. Jeg kørte eksport indtil sommeren 1998, hvor jeg flyttede herovre til staten Washington.«

Zdravka Bašić, 35 år, Split, Kroatien, kører køletrailer:

»Jeg kører for det meste fisk fra Kroatien til Spanien og tilbage. På den rute er vi nødt til at passere gennem Slovenien, Italien, Frankrig og køre gennem hele Spanien, da vi for det meste tager til Galicien i den nordvestlige del af Spanien. Jeg har været chauffør siden 2004 og jeg kører i en Volvo 750 med køletrailer.

Min største bekymring er, hvordan vi kan forblive sunde og ikke blive smittet med coronavirus. Hvad angår arbejde, er jeg ikke så meget bekymret, da den virksomhed, jeg arbejder for, producerer fødevarer, og vi chauffører transporterer varerne hele tiden, da der skal leveres fødevarer, så min bekymring er ikke, om der er arbejde.

I denne periode er det nemmeste at køre, da vejene er tomme for personbiler, og der er ingen trafikpropper. I Italien, Frankrig og Spanien er tankstationerne, toiletter og bade til rådighed for chauffører hele tiden, hvilket er fantastisk.

Men på vores vej tilbage, på grænsen mellem Italien og Slovenien, og også mellem Slovenien og Kroatien, er der meget strenge regler og grænsekontrol, og politiet eskorterer konvojer af lastbiler indtil næste grænse. Det kan tage seks til syv timer at passere en grænse. Og det er ikke alt.

Det, der for mig er den sværeste del er, at Kroatien har nogle, efter min mening, alt for strenge og unødvendige foranstaltninger for lastbilchauffører. Når vi kommer ind i Kroatien, har vi to muligheder: vi kan gå i karantæne på nogle hoteller, der er udpeget af regeringen, men vi må ikke forlade hotelværelset i 14 dage. Eller også har vi mulighed for at gå i selvisolation indtil næste tur, og det betyder, at vi er nødt til at blive hjemme, hvor det så overhovedet ikke er tilladt at gå ud. Politiet kontrollerer os døgnet rundt, og vi er nødt til at bede vores venner om at bringe os dagligvarer og andre ting, som vi har brug for. Så jeg føler mig som spedalsk, og det gør lidt ondt.

I Spanien og Frankrig behandler folk alle lastbilchauffører som helte, og desværre i vores eget land behandler de os som en smittefare.«

Stevie Nimmo, 42 år, Skotland, kører forsk. fødevarer:

»Jeg har været chauffør i fem år, og jeg kører over hele Skotland og leverer produkter til caféer, bagerier, slagtere og whiskydestillerier, såsom gær, mel, kageblandinger og lignende fødevarer.

Jeg er bekymret for flere lukninger, da mange allerede har lukket. Vi leverer både til små og store virksomheder, der en for en bukker under. Jeg prøver at forblive positiv igennem hele min arbejdsdag og tale med mine arbejdsgivere og de kunder jeg kommer ud til for at få yderligere oplysninger, der påvirker os alle under den her coronakrise.

Vi er alle blevet udstyret med håndsprit og engangsplastikhandsker. Jeg træffer også mine egne forholdsregler og undgår enhver kontakt såsom at dele kuglepenne og bruge mindre tid på levering. Jeg håber, men jeg kan ikke vide mig sikker eller garantere, at jeg ikke bliver smittet. Jeg kan ikke andet end krydse fingre for, at jeg ikke fanger noget. Jeg kan kun udføre mit job med den største forsigtighed.«

Craig Hoodless, 34 år, Carlisle, England, entreprenørkørsel:

»Jeg er baseret i England, og kører kyst til kyst. Jeg har været chauffør siden 2002 og har lige fået nyt job, hvor jeg hovedsageligt kører byggematerialer, mursten, blokke, træ, beton, stål og så videre.

Jeg er desværre blevet sendt hjem, da firmaet har mistet en masse kørsel som følge af coronakrisen, men jeg får 80 procent af min løn, indtil denne krise stopper. Så lige nu er mine dage fyldt op med at gå ture med hunden og få lavet nogle ting rundt i huset.

Min største bekymring er, at endnu flere virksomheder lukker og sender ansatte hjem og aldrig åbner op igen, når vi er på den anden side efter alt dette. Jeg er oprigtigt bekymret over, at store virksomheder som Eddie Stobart (stort britisk transport firma red.) bliver endnu større.«

Lars Bruun, 59 år, Roskilde, Danmark, kører eksport:

»Jeg kører eksport, men lige nu er jeg hjemme, fordi jeg skal opereres i munden midt i april og lægen vil kun gøre det, hvis jeg har været i karantæne i 14 dage før operationen. Jeg kan heller ikke køre ind i Tyrkiet længere, som jeg normalt kører, da Erdogan (Tyrkiets præsident red.) har lukket grænserne helt for alle ikke-tyrkere.  

Jeg er både bekymret og irriteret. Irriteret over, at vi ikke kan hoppe ud af bilerne og drikke kaffe og snakke, som vi plejer. Og så irriterer det mig, at bade og toiletter er lukkede mange steder, fordi der en fare for at blive smittet. Det er ikke okay. Det skaber pres på de få steder, der er åbne og større risiko for smitte. Da jeg var på vej hjem her på sidste tur, skulle jeg have et bad, og så kommer jeg ind i et baderum, hvor der står syv-otte chauffører. Der vendte jeg om igen og så stod den altså på håndsæbe og vaskeklud i stedet for brusebad. Det skulle jeg ikke nyde noget af.

Og så er jeg bekymret for to ting. Grænserne ind og ud af Danmark, der er lukkede, men så alligevel ikke er det. Og at der kommer billig udenlandsk arbejdskraft ind i landet, når danskere bliver sendt hjem, fordi virksomhederne er presset.

For to måneder siden jokede jeg med det her, men jeg kan godt se nu, at det er alvorligt.«