23948sdkhjf

Mere obligatorisk sikkerhed

ITD: Fint at EU-Kommission vil gøre sikkerhedssystemer obligatoriske.

Brancheorganisationen ITD hilser det velkommen, at EU-Kommissionen i sit tredje vejpakkeudspil vil gøre en række sikkerhedssystemer obligatoriske i fremtidens lastbiler og fremme det direkte udsyn. Målet er at øge trafiksikkerheden og reducere antallet af trafikdræbte.

Selv om der i de seneste årtier er sket en markant forbedring af trafiksikkerheden i EU, så synes reduktionen i antallet af trafikdræbte desværre at stagnere. Ifølge EU’s statistikker er der ikke sket noget væsentligt fald i antallet af trafikdræbte i EU-landene samlet siden 2013.

For at vende den udvikling vil EU-Kommissionen i sit tredje vejpakkeudspil styrke beskyttelsen af trafikanter, især de bløde trafikanter, ved at indføre nye EU-typegodkendelseskrav. De skal sikre fælles sikkerhedsstandarder for motorkøretøjer i EU og gøre de nye assistentsystemer til chauffører obligatoriske.

Bakker op

Jørn-Henrik Carstens, politisk chef i ITD:

- Trafiksikkerheden i EU skal styrkes, og reglerne på området skal ensrettes, så investering i sikkerhedssystemerne ikke er en konkurrenceparameter. Det bakker vi i ITD helt op om. Derfor er vi også positive over for det nye forslag til typegodkendelseskrav med fælles sikkerhedsstandarder, så alvorlige ulykker og dødsfald undgås.

For ITD er det dog afgørende, at det er gennemtestede systemer og teknologier, der tages i anvendelse, så sikkerhedsoptimeringen er på plads fra start, og så drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne holdes på et rimeligt niveau.

Robusthed

- Vi foreslår, at producenterne - ud over at skulle dokumentere, at systemerne virker - også skal dokumentere systemernes robusthed over en lastbils livscyklus, fortsætter Jørn-Henrik Carstens.

I vejpakkeudspillet lægges der også op til at ændre kravene til førerhusenes konstruktion, så udsynet over trafikanterne fra førersædet forbedres. ITD støtter grundlæggende kravet om, at køretøjerne skal være konstrueret, så chaufførerne sikres bedst muligt udsyn over de bløde trafikanter og anerkender værdien af direkte udsyn, hvor chaufføren kan se den bløde trafikant i øjnene.

Det er dog vigtigt, at man er opmærksom på, at lavere førerpositioner er mest hensigtsmæssige ved bykørsel. På de større veje og motorvejene kan den lavere position derimod direkte være en hindring for et godt udsyn, lyder signalet videre fra ITD.

- Derfor er det vigtigt, at ændringer i førerhusets design ses i sammenhæng med de øvrige sikkerhedstiltag, så det fortsat er muligt at designe lastbilerne, så de optimeres til det, de skal bruges til, slutter politisk chef Jørn-Henrik Carstens.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126