23948sdkhjf

EU afviser ITD-klage om PostNord Logistics

EU-Kommissionen har truffet afgørelse i ITD’s klage om lovligheden af kapitalindskud til det underskudsgivende PostNord Logistics.

EU-Kommissionen angiver, at den ikke mener, at der er tale om statsstøtte eller ulovlig krydssubsidiering. ITD er uenig i afgørelsen, og vil nu nærlæse beslutningens præmisser nærmere og vurdere, om der er behov for at rejse en statsstøttesag ved EU-Domstolen.

Kerneforretningen i PostNord Logistics er fragt af stykgods og pallegods, hvor selskabet er i direkte konkurrence med private virksomheder. Efter flere år med underskud i perioden 2013-16 led PostNord Logistics i 2017-regnskabsåret et tab på 91 mio. kr. og tabte dermed hele egenkapitalen. Og det er ikke første gang, at selskabet har tabt hele egenkapitalen, da selskabet allerede i 2013 tabte sin aktiekapital.

PostNord Group mener selv, at kapitalindskuddet gives på markedsvilkår og derfor ikke indeholder statsstøtte. Den løsning klagede ITD over til EU-Kommissionen, som nu har meddelt, at de ikke mener, at der er tale om ulovlig statsstøtte – en klage, som Kommissionen altså nu har afvist.

»Vi er uenige i Kommissionens afgørelse. PostNord Logistics har ikke kun klaret sig dårligt i det seneste regnskabsår, men i flere år, og derfor vil kapitalindskud fra moderselskabet – efter vores mening – ikke blive givet på markedsvilkår. Et kapitalindskud fra PostNord Group til datterselskabet giver PostNord Logistics en urimelig fordel og holder selskabet kunstigt i live på det private stykgodsmarked. Det er et marked, hvor der er stor konkurrence, og hvor kapitalindskuddet blandt andet vil ramme ITD's medlemsvirksomheder,« siger Carina Christensen, adm. direktør i ITD.

Selvom Kommissionen nu har udtalt sig, er det sidste ord ikke nødvendigvis sagt i denne sag. ITD kan vælge at tage sagen til EU-domstolen. I 2018 tabte Danmark to store sager ved EU-domstolen angående statsstøtte til Øresundsbroen og Femern-tunnelen, og dermed er det klart, at EU-Domstolen kan komme til et helt andet resultat også i denne sag.

ITD oplyser, at brancheorganisationen nu vil nærlæse beslutningen og på den baggrund tage stilling til, om man vil tage sagen videre i EU-systemet.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141