23948sdkhjf

Jacob Forman efterlyser hurtig handling: Vil klæde regeringen at tage hensyn til chaufførerne

Det var så tæt på – og så blev det alligevel slet ikke til noget med afskaffelsen af den i branchen så forhadte klippekortordning for dyretransportører. Forslaget om at afskaffe klippekortordningen skulle have været til den sidste og afgørende tredjebehandling i Folketinget 7. maj, men lige inden Folketinget nåede til dette punkt på dagsordenen, gik forhenværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), på talerstolen og udskrev valg til Folketinget, hvilket var ensbetydende med, at behandlingen blev aflyst, og forslaget bortfaldt.

Reaktionen fra dyretransportørerne var selvsagt stor ærgrelse over, at flere års arbejde nu er slået tilbage, og at det hele glippede på målstregen. Derfor er det store ønske i branchen også, at lovforslaget om at sløjfe ordningen bliver genfremsat af den nye regering hurtigst muligt.

- Urimelige sager

Klippekortordningen, der blev indført i 2007, indebærer, at personer, der beskæftiger sig med dyretransporter, og som inden for en periode på tre år har gjort sig skyldig i tre overtrædelser, betinget frakendes retten til at beskæftige sig med transport af dyr, samt får betydelige bøder.

Forsvarsadvokat Jacob Forman, der ofte har forsvaret chauffører og vognmænd i sager om dyretransporter, opfordrer nu den nye regering til at få rubbet neglene og genfremsat lovforslaget, så dyretransportørerne ikke skal vente længere, end de allerede har gjort. Klippekortordningen medfører nemlig både mistrivsel og unødig stress hos chauffører, der ofte er chanceløse i forhold til at vurdere dyrenes transportegnethed. Men ordningen betyder også udsigt til bøder, der truer firmaer på eksistensen, påpeger han.

»Nu skal de her urimelige sager simpelthen tages af bordet. Det ville klæde regeringen at tage hensyn til chaufførerne. Så kunne man forestille sig, at en ny regering tager et lignende forslag op. Det haster,« lyder det retorisk spørgende fra Jacob Forman.

Ansvaret skal ligge hos producenten

Jacob Forman påpeger, at reglerne omkring vurderingen af dyrenes transportegnethed stiller krav til chaufførerne, som de på ingen måde kan opfylde.

»Jeg har stor respekt for hensynet til dyrene, men måske man også skulle have den samme respekt for menneskene. Man beder jo chaufførerne have den samme indsigt som dyrlægerne. Men de er ikke dyrlæger, og de har ikke læssevilkår, så de kan vurdere dyrenes transportegnethed. Læsseforholdene er så umulige i forhold til at undersøge dyrene,« siger Jacob Forman.

»Man har indrettet læssemetoden, så chaufførerne ikke kan se det her i det daglige. Konkret kan de for eksempel ikke se brok under grisenes mave eller et blomkålsøre, der vender væk fra chaufføren. Dyrene klynger sig sammen. De løber afsted i flok, så man ikke kan se et halebid. Du kan ikke skille dyrene ad, så du kan se hver enkelt. De søger sammen. Og det er ikke fordi, jeg siger, at vi skal have dyr med på transporterne, der ikke er transportegnende. Men ansvaret herfor skal ligge hos producenten,« fastslår han.

En chauffør kan generhverve retten til at transportere dyr, hvis chaufføren i en prøvetid på tre år ikke overtræder lovgivningen og består en prøve om behandling af dyr under transport. Ordningen omfatter landevejstransport af heste, kvæg, svin, får, geder og fjerkræ.

Lastbil Magasinet følger op og vil forsøge at få en kommentar fra miljøministeren i forhold til afskaffelsen af klippekortordningen.   

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126