23948sdkhjf

Nye domme i kæmpe magnetsag

Den er hård, mener forsvarer om dommen, der dog også rummer en væsentlig lempelse

Fem chauffører er idømt bøder på hver 12.500 kr. samt en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Det har Retten i Holstebro netop afgjort, efter at den lange række af sager mod tidligere chauffører fra det lukkede vognmandsfirma P. Bjarne Andersen i Hanstholm nu ser ud til at nærme sig en afslutning – snart ni år efter deres begyndelse.

De fem chauffører var hver tiltalt for 10 tilfælde af manipulation af fartskriveren ved hjælp af en magnet, som gjorde dem i stand til at køre langt mere, end der blev registreret på diagramarket.

»Jeg synes, der er tale om en hård dom,« lyder det fra chaufførernes forsvarer, Jacob Forman.

»Uanset om man har dummet sig, så gælder reglen om, at en retssag skal afholdes inden for rimelig tid, også for dem. Jeg mener derfor, at retten burde have fulgt min påstand om total frifindelse,« siger han til Lastbil Magasinet.

Mens bødestraffen på 12.500 er på linje med det sanktionsniveau, som blev anvendt i fire tidligere prøvesager mod chauffører i sagen, så rummer den nylige dom fra Retten i Holstebro dog én markant lempelse.

Den ubetingede frakendelse af kørekortet i tre år er vekslet til en betinget. Det vil sige, at chaufførerne som udgangspunkt kan beholde kortet, men hvis de inden for perioden på tre år begår en forseelse, som ligeledes giver anledning til en betinget frakendelse, så ryger kørekortet ubetinget i et halvt år.

De involverede chauffører i sagen er for de flestes vedkommende stadig beskæftiget i transportbranchen.

De fem friske domme blev afsagt fredag 16. august efter behandling af sagerne i retten mandag 12. august.

Mandag 19. august har fire andre chaufførers sag været behandlet i Retten i Holstebro. Dommen kommer senere. For et par af chaufførernes vedkommende drejer det sig her om færre overtrædelser end de 10, som de fleste chauffører er tiltalt for.

»Hvis der skal være proportionalitet i det, så bør man ikke have samme straf, når der er tale om færre forhold. Det har jeg appelleret til retten om, og nu må vi se afvente, hvad den kommer frem til.«

Flere chauffører i sagen skal for retten onsdag, mens de sidste retsmøder i byretten er berammet til september. Medmindre sagerne ankes i landsretten, kan den langstrakte magnetsag derfor formentlig afsluttes efter et samlet forløb på mere end otte et halvt år.

Sagen brød ud i starten af 2011, da en lastbil fra vognmandsfirmaet P. Bjarne Andersen blev stoppet i en kontrol med en magnet ombord. Siden blev firmaet ransaget og i alt 27 chauffører sigtet for manipulation med fartskriveren.

Fire af chaufførerne er for flere år siden dømt i sagen. Det drejer sig bl.a. om chaufføren, der blev stoppet med magnet i bilen, samt en chauffør, der tilstod. Siden er to øvrige chauffører også dømt i principielle foregangssager, hvor bevismaterialet byggede på sammenstilling af tachograf-data med gps-data fra vognmandsfirmaets flådestyringssystem Comlog.

Alle de fire første dømte chauffører blev idømt bødestraf samt ubetinget frakendelse af kørekortet.

Den tidligere ledelse i firmaet har også været sigtet i sagen for medvirken til bedrageri, men denne sigtelse blev senere opgivet af anklagemyndigheden. P. Bjarne Andersen ApS gik konkurs i 2012.

Læs mere om: jura
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078