23948sdkhjf

Makedoner fik taget bilerne for svindel

250.000 kr. i bøde og konfiskation af to køretilladelser samt to lastbiler blev udfaldet onsdag den 31. august, hvor Retten i Kolding afsagde dom i en sag mod en makedonsk vognmandsvirksomhed.

Sagen havde sin opstart i sommeren 2014. I juli 2014 blev en chauffør, der var ansat i det makedonske selskab, dømt for at have forfalsket den kørebog, der hører med til den tilladelse, han kørte på. I september 2014 blev en anden chauffør fra samme selskab dømt for nøjagtig det samme.

»Chaufførerne forklarede, at de havde forfalsket kørebogen, der skulle bevise, at tilladelsens krav blev overholdt«, fortæller anklager fra Sydøstjyllands Politi Pernille M. A. Moesborg og uddyber:

»Det skulle se ud, som om lastbilen havde været i Makedonien, selvom den kørte rundt i Norden. Derfor kørte chaufførerne reelt ”uden tilladelse”, og det er det, selskabet nu er dømt for.«

Retten i Kolding vurderede, at overtrædelserne var af så grov karakter, at selskabet også skulle tiltales for medvirken til chaufførernes overtrædelse af reglerne om dokumentfalsk i straffeloven.

Selskabet nægtede sig skyldig under sagen, men Retten i Kolding fulgte anklagemyndighedens ved Sydøstjyllands Politi påstand om domfældelse, straf og konfiskation.

»Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på sagens karakter og omfang, herunder at selskabet fortsatte med at overtræde reglerne, efter den første chauffør var blevet dømt, og at selskabet var straffet flere gange tidligere,« forklarer anklager Pernille M. A. Moesborg:

»Og af samme grunde blev både lastbiler og CEMT-tilladelser konfiskeret.«

Det er endnu ukendt, hvordan det makedonske vognmandsselskab forholder sig til dommen.

Baggrund:

Makedonien er ikke medlem af EU, og en makedonsk vognmandsvirksomhed kan kun køre inden for EU, hvis de har tilladelse til det. En tilladelse kan f.eks. være en CEMT-tilladelse. En CEMT-tilladelse har et nummer, og til tilladelsen hører en kørebog, som skal have samme nummer. I kørebogen skal chaufføren udfylde oplysninger om, hvornår lastbilen kører, hvor lastbilen kører, om der er gods med etc. Når man har en CEMT-tilladelse, må lastbilen køre ind i EU, køre tre godstransporter for fremmed regning inden for EU og skal derefter helt hjem til sit hjemland, inden lastbilen må køre ind i EU igen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344