23948sdkhjf

Køber et af landets ældste

Stykgodscentret overtager L. Pedersen & Søn, hvor historie går tilbage til 1880.

Ønske om at udvide forretningsområdet ligger bag, når Stykgodscentret Skive A/S nu har aftalt en overtagelse af det velrenommerede danske vognmandsfirma L. Pedersen & Søn ApS med syv egne biler og otte indlejede vognmænd.

Dermed udvider Stykgodscentret Skive sit forretningsområde til også at omfatte kørsel med kran og medbringertruck til kunder over hele Danmark, et marked virksomheden mener har stort potentiale.

Tæt samarbejde

- Vi har længe gerne villet ind på markedet for kørsel med kran og medbringertruck. L. Pedersen & Søn har været på markedet i mange år og kender det ud og ind. Med overtagelsen får vi adgang til deres mangeårige kompetencer og erfaring. Det kommer både til at styrke vores forretning og optimere vores drift og kørsler, siger direktør Mikael Madsen, Stykgodscentret Skive.

Han fortsætter:

- Vi har haft et tæt samarbejde med L. Pedersen & Søn i mange år. De har en moral og etik, der passer rigtig godt til os, og vi glæder os til at byde medarbejdere og chauffører velkommen.

Fortsat eget navn

Stykgodscentrets direktør understreger, at L. Pedersen & Søn fortsætter under eget navn, og at virksomhedens chauffører og vognmænd ikke kommer til at mærke de store forandringer i hverdagen.

Lars Peter Buhl Pedersen, indehaver hos L. Pedersen & Søn, rykker med til Stykgodscentret Skive, hvor han fortsætter med ansvaret for sine tidligere medarbejdere.

- Vi blev utrolig stolte, da Stykgodscentret Skive kontaktede os. Det er et tegn på, at vi gør det godt, og at vi har noget at tilbyde. De sidste ti år har vi arbejdet hårdt på at løfte vores forretning. Men markedet og branchen ændrer sig hele tiden, og meget kan ske, særligt for en forretning af vores størrelse. Hvis vi skal sikre kørsel til vores chauffører, er vi nødt til at tænke langsigtet. Jeg er derfor sikker på, at vi har taget den helt rigtige beslutning.

5. generation

Lars Peter Buhl Pedersen, 5. generation i vognmandsfirmaet, hvor han de sidste fire år har været indehaver, vurderer således, at Stykgodscentret Skive har størrelsen og evnerne til at skabe den nødvendige fremgang. Pedersen & Søn har rødder tilbage til 1880 og har fragtet gods rundt i Danmark i 5. generationer.

Stykgodscentret Skive håndterer alle former for transport og logistik i hele Danmark, fra køle- til kurertransport. Firmaet har 65 medarbejdere, 35 biler og 75 trailere og råder over en moderne vognpark og et 8.500 kvadratmeter stort lager- og plukhotel.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109