23948sdkhjf

Nyvalgt: ITD skal tættere på medlemmer

John A. Skovrup fra Bække er nyt ansigt i ITD’s bestyrelse oven på foreningens generalforsamling i weekenden, hvor fem kandidater stillede op til to ledige pladser.

John Skovrup blev med stort stemmetal valgt ind i bestyrelsen, og vognmanden har klare holdninger til, hvor ITD’s store styrker er – og hvor han vil arbejde for forbedringer.

»Jeg er medlem af ITD, fordi det er den bedste vognmandsforening i Danmark til at servicere medlemmerne og hjælpe med det, vi har behov for. Der er ITD bare nummer ét,« siger John Skovrup til Lastbil Magasinet.

»Problemet er dér, hvor man skal til at tegne en forening udadtil i politiske sager. Når der kommer udmeldinger fra ITD, kan man engang imellem undre sig som lille vognmand. Der er ITD’s linje ikke altid i tråd med det, man selv oplever i hverdagen,« siger John Skovrup.

John Skovrup har selv fire egne biler i sin vognmandsforretning, som bl.a. har specialiseret sig i international kørsel med daggamle kyllinger.

»Flertallet af medlemmerne i ITD er på størrelse med mig. Men jeg mærker, at de mindre vognmænd føler, at ITD ikke altid taler på vegne af alle medlemmerne, men en mindre flok,« siger John Skovrup.

»Der er brug for bedre dialog med medlemmerne om, hvad vi vil, og hvad vi skal,« fastslår han.

Han nævner flere eksempler på nylige sager, hvor han har undret sig over ITD’s udmeldinger – bl.a. om kombidirektivet, parkeringsbegrænsninger, grænsetællinger og den evige diskussion om konkurrencen fra udlandet.

»80% af mine indtægter kommer fra eksportkørsel med danske biler og danske chauffører ansat på danske vilkår. Så jeg kender alt til at drive en international forretning på vanskelige vilkår, og jeg er ikke så naiv at tro, at vi skal have al vores eksportkørsel tilbage. Men vi skal arbejde på at sørge for, at der er plads til os alle,« siger John Skovrup.

»Jeg har ikke noget imod østeuropæere. Jeg møder mange af dem rundt omkring, og de er flinke og rare mennesker. Men de skal behandles ordentligt, og de skal køre under nogle forhold, der er rimelige både for dem selv og den øvrige branche. Og der mangler jeg, at ITD markerer sig lidt.«

I årets hidtil største debatemne, tidsbegrænsning på rastepladser, var det også med en vis undren, at vognmanden fra Bække fulgte med.

»ITD startede med at sige, at de rejste til Christiansborg for at arbejde for en 45 timers grænse. Så er man jo ikke i tråd med sine medlemmer. Uanset hvordan man begrunder det, så ved folk jo godt, at det skyldes, at de udenlandske lastbiler så kan holde deres ordinære ugehvil på rastepladserne. Dummere er folk jo ikke,« siger John Skovrup.

»I stedet kunne man fx foreslå, at man tager fat om nældens rod og i stedet bruger alle de millioner på at give tungvognspolitiet nogle ressourcer til at kontrollere ugehvilet rundt om på rastepladserne. Det kan jo sagtens lade sig gøre, og det viser bl.a. erfaringerne fra Frankrig.«

For nylig mødte ITD også kritik for, at organisationen er begyndt at holde det hemmeligt, hvordan nationaliteterne fordeler sig på de kvartalsvise grænsetællinger af lastbiler, som ITD løbende foretager.

»Den sag kunne man have lukket ret nemt ved at lægge alle tallene frem. Hvad er det, der er så hemmeligt? Lad os da i stedet være åbne og tage debatten ærligt og med åben pande,« opfordrer John Skovrup.

ITD’s medlemstal er vokset markant i de seneste år – og det kan have ført til en vis splittelse mellem de ”gamle” medlemmer, som overvejende er store transportfirmaer fra Sønderjylland, som kører internationalt, og det brede felt af nye medlemmer, som primært er små og mellemstore vognmænd med danske lastbiler.

»Diskussionen om gule og hvide nummerplader er uinteressant. Vi skal se fremad og være konstruktive, så det her handler ikke om dem og os. Det skal være både og,« siger John Skovrup.

»Jeg vil arbejde for et ITD, der er mere i tråd med hele medlemsskaren. Men dermed ikke sagt, at der nu bare er nogle andre grupper, der skal fryses ude. Vi skal ikke splitte, men samle, og alle er nødt til at gå på kompromis.«

John Skovrup blev valgt ind i ITD’s bestyrelse med 280 stemmer – kun overgået i afstemningen af Lars Jørgen Skov, som opnåede 292. Dermed blev de to selvkørende vognmænd valgt ind langt foran Susanne Provstgaard, Trine S. Kristiansen og Henrik Skov Christensen, som fik henholdsvis 147, 141 og 23 stemmer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094