23948sdkhjf

Tidligere vognmand bag nyt forretningsben hos forhandler

Birger Nielsen var i mange år med til at drive det velkendte vognmandsfirma Bruun & Nielsen med base i Ejby på Vestfyn. I 2018 blev selskabet overtaget af Poul Schou A/S i Odense, og i første omgang fulgte Birger Nielsen med og var med til at drive Ejby-afdelingen videre.

I dag er hele det tidligere Bruun & Nielsen integreret hos Poul Schou i Odense, og 55-årige Birger Nielsen tog tidligere på året i fred og fordragelighed sin afsked fra virksomheden.

- Jeg tog nogle måneder til at stoppe op og mærke efter, hvad der nu skulle ske i mit arbejdsliv, fortæller Birger Nielsen.

Enden på overvejelserne blev, at det stadig skulle handle om lastbiler – men nu på den anden side af skrivebordet. Fra 1. juni har Birger Nielsen nemlig startet et nyt forretningsområde op hos lastbilforhandleren Autohuset Vestergaard, hvor han arbejder med køb og salg af brugte lastbiler.

- Jeg havde haft nogle snakke med Kent (salgschef Kent Schärfe, red.) om at lave en brugtvognsafdeling i selskabet.

Hver sælger står for at sælge det materiel, der tages i bytte – men derudover har brugte lastbiler ikke været et decideret forretningsområde for Autohuset Vestergaard indtil nu.

- Kunsten er at have netværket – og i mit tilfælde at få det bygget op. Så jeg har været meget omkring for at mødes med folk og drikke kaffe her i starten. Man skal finde de brugte biler rundt omkring, både herhjemme og i udlandet. De rigtige biler er tit i udlandet, fortæller Birger Nielsen.

Han kan både kigge efter egnede biler på konkrete forespørgsler fra kunder, men også ud fra, hvad der findes af interessante emner til salg – til den rette pris. Og mærket er ikke afgørende, selvom nysalg hos forhandleren drejer sig om Volvo og Renault.

- Det er klart, at hvis man kan finde et af vores egne mærker, så er der også noget eftermarked i det. Men intet bliver valgt fra på den baggrund, siger Birger Nielsen.

- Ambitionen er på sigt at komme derhen, hvor folk naturligt selv henvender sig, hvis de har et behov. Og på den måde få bygget et ekstra forretningsben på virksomheden. Indtil videre har det været rigtig spændende og udfordrende at få lov til at prøve at bygge noget helt nyt op fra bunden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109