23948sdkhjf

Skraldebiler i Middelfart stopper med diesel

For at begrænse luftforureningen stopper renovationsbilerne i Middelfart nu med at køre på diesel. Fremover vil skraldeafhentningen ske på flydende naturgas til glæde for skraldefolk, husstande og borgerne.

Med et stop for diesel til fordel for det renere GTL-brændstof, der er lavet på naturgas, sætter Middelfart Kommune ind for at sænke luftforureningen fra byens skraldebiler. Fremover vil byens skraldebiler, der hver uge henter affald hos 4.000 husstande, derfor udlede markant færre skadelige partikler. Det kommer både renovationsfolkene og byens borgere til gavn, forklarer driftskoordinator, Poul Erik Fuglsang.

»Middelfart Kommune har en klar ambition om at blive en grønnere kommune, og det her er et vigtigt skridt på vejen. Med skiftet væk fra diesel til flydende naturgas sparer vi både vores skraldefolk og borgerne for en hele del af den luftforurening og dieselos, der kommer fra skraldebilernes udstødning. Og vores medarbejdere fortæller også, at de slipper for diesellugt og slet ikke længere bemærker, at de arbejder omkring en dieselbil, der kører i tomgang,« siger han.

Udskiftningen af diesel med GTL-brændstof er kun en mellemstation for Middelfart Kommune på vejen til nul-emissionskørsel for de kommunale biler, busser og lastbiler. Men fordelen med det nye brændstof er, at det er lige til at gå til, fordi det uden videre kan bruges på alle kommunens dieselkøretøjer.

»Vi har bare hældt det nye brændstof på vores eget tankanlæg i stedet for diesel. Og da prisen stort set er den samme som almindelig diesel, er GTL-brændstof, i modsætning til f.eks. rapsolie, let at passe ind i budgettet,« fortæller Poul Erik Fuglsang.

Grønnere fremtid med el i sigte

Ifølge Poul Erik Fuglsang er fremtiden, også for renovationsdriften i Middelfart, med al sandsynlighed elektrisk. Imidlertid har eldrevne skraldebiler stadig en så begrænset aktionsradius, at de pt. ikke passer ind i Kommunens renovationsdrift.

»Vores skraldebiler kører som minimum 45 km hver vej ud til forbrændingsanlægget uden for byen og så 35-40 km til opsamling ude hos borgerne. De fleste eldrevne alternativer klarer i øjeblikket ikke mere end 80 km uden en opladning. Det er for lidt, hvis vi skal leve op til vores nuværende drifts- og servicemål. Men vi holder naturligvis godt øje med, hvad de kommende generationer af el-lastbiler kan - både på pris og rækkevidde,« siger han.

Skiftet til det renere GTL-brændstof i Middelfart Kommune sker i samarbejde med energiselskabet DCC Energi, som har introduceret det nye brændstof i Danmark. I forvejen har selskaber som Arla, DLG, Nordjyske Jernbaner, Orø-færgerne, Smuk Fest, mfl. valgt at stoppe med diesel til fordel for GTL-brændstof.

Selv i nyere dieselmotorer sænker GTL-brændstof, partikeludledningen sammenlignet med diesel. Alt efter motor og -alder fjerner brændstoffet op til 38 pct. af skadelige partikler, sod og NOx.

Om DCC Energi:

DCC Energi er en hastigt voksende energikoncern, som forsyner Danmark med en bred vifte af brændstoffer og energiprodukter. Selskabet er den største forhandler af produkter fra Shell og Gulf og driver netværket af Shell tankstationer i Danmark. DCC Energi omsætter årligt for ca. 7 mia. kr. og har ca. 125 ansatte. Se mere på www.dccenergi.dk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078