23948sdkhjf

Til: Andreas... Fra: Alle Danmarks chauffører og vognmænd

- Egentlig ville jeg gerne være jagerpilot i det danske forsvar, men så var jeg med ude at køre lastbil sammen med Kristian, og det ændrede faktisk mit liv. Fra den dag vidste jeg, at jeg vil være lastbilchauffør. Sådan fortæller 12-årige Andreas Nicolai Høj, da Lastbil Magasinet taler med ham.

Hans mor, Birgitte Møller, sidder ved siden af. Hun lavede torsdag et opslag på Facebook i Lastbilchauffør gruppen, hvor hun beskrev, hvordan hendes søn er glad for lastbiler, og alt hvad der har med lastbiler at gøre. Hvordan pengene er lidt små, men at hun gerne vil give sin søn en god overraskelse til jul.

- Jeg havde tænkt det som et opslag, der kunne pejle mig i retning af, hvor jeg kunne købe nogle ikke alt for dyre ting, måske nogle brugte ting, der har med lastbiler at gøre, som jeg kan indrette min søns værelse med. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville gå den her vej. Der er så mange chauffører og vognmænd og folk med tilknytning til branchen, der har skrevet de sødeste beskeder og har de fineste gaver til Andreas. Det er så vildt, fortæller Birgitte Møller.

Hun fortæller også, at Kristian er hendes eks-svigerfar, han er lastbilchauffør og en værdsat del af familien. Og Kristian er altså manden, der har fået drømmen om at blive lastbilchauffør til at vokse sig stor hos hendes 12-årige søn.

Træsko og busplys

Sengetøj, en Michelin-mand, hjulkapsler, et Scania SUPER-logo skilt, duft-Poppys, Wunderbaums, tøj, kasketter og de nok to vigtigste elementer i en kommende truckers sortiment – et par træsko og en god mængde busplys. Det, og meget mere skal pakkes ind af mor Birgitte og lægges under træet juleaften. Fra alle Danmarks lastbilchauffører og vognmænd til Andreas.

Opslaget har fået mange kommentarer. Positive og hjælpsomme og generøse. Men der hvor der er kommet flest reaktioner på Birgitte Møllers opslag er direkte i hendes indbakke på messenger.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. For det er simpelthen så rørende og overvældende. Der var en vognmand, der skrev til mig, og jeg fortalte ham så, at Andreas ikke synes, skolen er det fedeste i verden. Men han læser alt, hvad han kan om lastbiler og går virkelig meget op i den del. Og så skrev ham vognmanden til mig, ”ved du hvad, din søn han bliver den bedste lastbilchauffør, for han har interessen og lysten til det.” Det synes jeg var sødt skrevet, for det havde han jo ikke behøvet, men det gjorde mig glad. Oven i alt det andet søde, som jeg oplever lige nu, så… ja, det er bare så overvældende, siger Birgitte Møller og er tydeligt rørt over, at så mange mennesker har reageret så positivt på hendes opslag.

Hun er, med sine egne ord, ”dybt taknemmelig for de mange gaver til sin søn, der allerede er kommet og er på vej”. Og så er hun både overrasket og helt igennem lykkelig for noget helt andet samtidig.

- Det er alt det, de har gjort, de mennesker der har skrevet til mig. Al den tid de har lagt og lægger i det. Udelukkende for at gøre min søn glad og give ham den vildeste jul. Det kan jeg ikke beskrive, hvor meget det varmer. Det er jo det, julen handler om. Det er det her, siger Birgitte Møller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078