23948sdkhjf

Tjekkisk triumf i truckrace

Efter mange års lige-ved-og-næsten lykkedes det i 2017 for Adam Lacko at få Freightliner-snuden først over målstregen i EM i truckrace efter årets ni grandprix-weekender rundt om i Europa.

Adam Lacko har i de seneste to sæsoner været lige ved og næsten med to andenpladser, men i år fandt den 33-årige tjekke lige de ektra kræfter frem i sin Freightliner-racer, så han for første gang kunne lade sig hylde som europamester i truckrace.

Nummer to blev den 43-årige tysker, Jochen Hahn, som er feltets mest vindende kører med fire EM-titler i bæltet. Forud for sæsonen havde Jochen Hahn efter 20 år med tyske lastbiler skiftet til Iveco, og det startede også meget lovende.

I årets første grandprix i Østrig var Jochen Hahn klart bedst og lagde sig i front fra start. Men i de følgende løbsweekender viste Adam Lacko med en række overbevisende præstationer, at han havde sat sig for, at titlen i år skulle til Tjekkiet – og sådan blev det, selvom tjekken mod slutningen af sæsonen tog foden lidt fra gaspedalen og kørte på det sikre.

Fint spansk comeback

På tredjepladsen i den samlede stilling kom ungareren Norbert Kiss, som kører Mercedes-Benz. Ungarske Kiss brød igennem i sin debutsæson i 2014 med at tage EM-titlen – og gentage kunststykket året efter.

Truckrace-feltets eneste kvinde, tyskeren Stephanie Halm, beviste igen sit værd og sluttede – akkurat som i 2016 – på en samlet fjerdeplads. Det var lige foran en af feltets allermest rutinerede kræfter – nemlig den 52-årige spanier Antonio Albacete, som efter en sæson væk fra truckrace gjorde comeback i 2017 og fik bevist, at han stadig kan være med på højeste niveau.

EM i truckrace 2018 vil, som det ser ud nu, bestå af otte grandprix-weekender – og sæsonen skydes i gang på Misano-banen i Italien i den sidste weekend i maj.

 

Sæsonen 2017:

1. Adam Lacko, Tjekkiet (Freightliner), 381 point

2. Jochen Hahn, Tyskland (Iveco), 343 point

3. Norbert Kiss, Ungarn (Mercedes-Benz), 315 point

4. Stephanie Halm, Tyskland (MAN), 298 point

5. Antonio Albacete, Spanien (MAN), 255 point

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08