23948sdkhjf

Trods brand, pandemi og forsyningsudfordringer: HMF leverer rekordomsætning

Årsregnskabet for 2021 præsenteres netop nu for mange danske virksomheder. Hos den danske kranproducent HMF er der, trods to turbulente år, grund til stor tilfredshed med resultaterne.

For den danske kranproducent HMF bød 2021 nemlig både på en verdensomspændende pandemi, uro i de globale forsyningskæder og en fabriksbygning i brand. Ikke desto mindre endte året med rekordomsætning, en fyldt ordrebog og planer om nyt hovedkvarter.

- Efter 2020 var vi meget usikre på, hvad fremtiden ville bringe og derfor havde vi ikke de store forventninger til 2021. Men heldigvis blev vores bekymringer gjort til skamme, fortæller CFO, Klaus Skov Mortensen.

2021 overgik nemlig alle forventninger, og HMF landede en rekordhøj omsætning 1,1 mia. kroner. Samtidig vendte de et underskud i 2020 (-3,8 mio. kr.) til et pænt overskud (85 mio. kr.). Ifølge Klaus Skov Mortensen skyldes det flotte resultat primært høj aktivitet på de fleste markeder på bagkant af corona-året 2020:

- Corona har først og fremmest skabt en “ketchup-effekt”, hvor den manglende aktivitet fra 2020 materialiserer sig nu. Derudover har de private forbrugere brugt mere tid i hus og have og haft flere penge mellem hænderne. Samtidig er mange offentlige infrastrukturprojekter blevet igangsat.

Ifølge direktør Jens Seehusen Christensen er der desuden blevet leveret en kæmpe indsats fra medarbejdere og partnere rundt omkring i verden:

- Resultatet skal først og fremmest tilskrives en højere aktivitet i produktionen og på markederne. Uden dygtige og arbejdsomme medarbejdere og salgspartnere rundt omkring i verden havde dette aldrig været muligt. Det understreger bare endnu engang, at vores medarbejdere er HMF's største aktiv.

Turbulent år ender godt for ny direktør

Jens Seehusen har kun været direktør ved HMF siden august 2021. På de blot syv måneder har Jens Seehusen skullet styre HMF gennem en corona-epidemi, lange leveringstider og kraftige prisstigninger på både dele og lastbiler, og ikke mindst en brand i en produktionsbygning efter blot 2 måneders ansættelse.

- Jeg må da indrømme, at det har været en noget turbulent start på HMF. Især branden i Galten har givet et par søvnløse nætter. Men det har samtidig været vildt imponerende at se, hvordan HMF rykker sammen i bussen og giver den en ekstra skalle, når sådan noget sker. Det kan jeg kun som direktør være stolt af, fortæller Jens Seehusen.

Her henviser Seehusen til, hvordan det lykkedes HMF at genoprette forsyningskæden og dermed få produktionen op at køre igen på blot en uge. En bedrift, Jens Seehusen sammen med planlægningen af nyt hovedkvarter, og nu, leveringen af en rekordomsætning, kan skrive på sin liste over bedrifter siden august.

Forudser et godt 2022 trods høj usikkerhed

Med udgangspunkt i den betydelige ordreindgang i 2021, er HMF’s ordrebeholdning vokset markant. Firmaet forventer da også en fortsat vækst i 2022 og budgetterer med en omsætning i niveauet 1,1-1,2 mia. kr. Det på trods af, at der stadig er en høj grad af usikkerhed relateret til de globale forsyningskæder og geopolitiske forhold. Yderligere prisstigninger på alt fra råmateriale til energi, en forlænget leveringstid på centrale komponenter og lastbilchassiser samt en knaphed af ledig opbygningskapacitet gør 2022 uforudselig.

- Vi går på mange måder et uforudsigeligt år i møde. Hvad sker der i Ukraine? Kommer der flere corona-bølger? Hvad sker der med de globale forsyningskæder? Det er alt sammen noget, vi tager med, når vi forecaster og planlægger for det kommende år, siger Jens Seehusen, og fortsætter:

- Men vi har nogle stærke forsyningskæder ved HMF og ingen aktiviteter i hverken Rusland eller Ukraine. Til gengæld ser vi en stadig stigende efterspørgsel efter HMF’s lastbilkraner, og vi har en fyldt ordrebog langt ind i 2022. Derfor tør vi tro på et stærkt år.

2022 er da også begyndt godt. Marts var en rekordmåned med en hidtil uset høj produktion af lastbilkraner fra fabrikken i Højbjerg, og en øget produktionstakt forventes realiseret resten af året. HMF er derfor løbende på jagt efter flere medarbejdere både timelønnede og funktionærer, som kan være med på den fortsatte vækstrejse.

Troen på et stærkt marked fremover er nok mest tydelig ved den massive investering firmaet offentliggjorde i marts. Her kunne HMF fortælle, at de planlægger at samle de nuværende aktiviteter i Højbjerg (administration & produktion) og Galten (produktion, service og opbygning) i helt nye bygninger i ved E45 i Stilling.

- Vi har allerede mange gode ting kørende for os, og når vi først rykker ind i vores nye fabrik, får vi endnu et gear at rykke med. Så jeg spår os en meget spændende fremtid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078