Debat: - Nu skal der peges fingre
Af Lastbil Magasinet har modtaget denne kommentar fra direktør i Vognmandslauget, vognmand Steen Tofteng:
Sneen faldt i store mængder, og vinden var skyld i fygning mange steder. Folk overnattede i bilern,e og alt var kaos.
Nu skal der peges fingre. Hvem er skyld i dette kaos?
Havde det været i gamle dage, havde nogle nok nævnt Vor Herre, men i dag er det ikke sådan længere, vi skal finde årsagen til dette kaos. Fornuftigt nok, så har vi måske en chance for at klare os igennem næste gang, det sker, fordi det sker igen. Det er sikkert og vist.
Nogle har fordel af at pege på bilerne. Det var jo trods alt dem, der sad fast i sneen, og hvorfor gjorde de så det? Dækfolkene var hurtigt ude med, at det var, fordi der var forkerte dæk på bilerne, og især lastbilerne, der som bekendt var de første, der sad fast.
1 mm i dækmønster siger loven, men var det det, der var skyld i det? Nej, den køber jeg ikke. Det er klart, at hvis man har én trækkende aksel med 1 mm slidbane på dækkene, der skal trække 40 tons, så har man et problem. Men formentlig var der ingen lastbiler, der kørte ud i det vejr med 1 mm slidbane på dækkene, så det var nok ikke det.
Men fedt for dækproducenterne at give dækkene skylden. Jeg er dog stor tilhænger af vinterdæk på de små biler og helårsdæk med rigeligt med mønster på lastbilerne.
Men hvilke forventninger har vognmændene, når de sender lastbiler ud at køre, når vi har vintervejr? Man er bekendt med og tror selvfølgelig på, at vejmyndighederne indsætter passende beredskab til at holde vejene farbare. Jeg har selv mindst 15 års erfaring med vinterførerbekæmpelse, og i mit sind er der ingen tvivl om, at det isoleret set fungerede langt bedre for år tilbage.
Hvad er så udfordringen i dag, som jeg ser det? Først og fremmest er vognmændene bange for en nylig landsretsdom, der siger, at hvis man som chauffør får et udkald og skal være til rådighed på sit arbejde, måske en halv eller en hel time efter udkald, og man fx ikke kan handle i nabokommunen, og ikke kan nå hjem og skifte tøj, være fremme ved fx saltruten eller plovruten inden for den gældende tid, så er chaufførens vagt at betragte som arbejdstid.
Det betyder, at når chaufføren har haft vagt i to døgn, så må han ikke i henhold til arbejdsdirektivet arbejde mere den uge. Så kan man tænke på, hvad det koster, når en plovchauffør bliver kaldt ud tre gange på en vintersæson.
Det, jeg vil sige med det, er, at det har været svært at fastholde de garvede folk, der har mange års erfaring, for de har ikke budt på opgaven. Ingen tør risikere en retssag med dem selv som anklaget, da de er usikre på udfaldet. 3F er meget på stikkerne i denne problematik, det drejer sig jo om deres medlemmer. Men hvad gør andre beredskabsgrupper så? Jo de kører i treholdskift eller har måske 24 timers-vagter. Det gælder politi, brand, ambulancer, vejhjælp etc. Deres kunder er villige til at betale for det.
Det næste er så, at Vejdirektoratet har lavet strategien om for flere år tilbage. En kolonne med plovbiler skal kunne dække hele bredden på motorvejen og kun skrabe til højre. Mægtig smart. Det har mange fordele, men det betyder også, at alle plovbiler på en given motorvejsrute skal vente på, at alle biler har fået monteret plove, før de kan køre. Fra udkaldet kommer, til man skal være klar, må der gå en time. Det kan dog ikke lade sig gøre. Man skal forestille sig, at der dukker 30 biler op på vejmandspladsen på samme tid, der i heftigt vintervejr selv skal montere plovene og herefter ud på ruterne.
Til en almindelig motorvej omkring København kræver det ti biler. Fem i hver sin retning. Fra udkaldet kommer, til alle er ude på ruten, kan der gå op til fire timer.
Hvad gjorde vi så før i tiden? Ligesom i dag vidste Vejdirektoratet, eller dengang amterne, hvornår sneen landede. I god tid i forvejen sendte man så saltbilerne ud for at lægge et lag salt, som forhindrede sneen i at blive til is, når den kom. Herefter kørte saltbilen til vejmandspladsen og blev fyldt med salt igen. Så monterede chaufføren ploven i ro og mag, og herefter kørte han direkte tilbage til ruten, hvor han skrabede sneen væk og samtidig saltede i det inderste spor.
Meget belejligt kører bilerne ud i det spor, der er ryddet. De vil nemlig ikke skøjte rundt i sneen i de andre spor. Det betyder, at selv med kraftigt snefald bliver der holdt et spor åbent, og ingen biler sidder fast. Når så kolonnen er færdig, mødes man og får salt på fire biler og ballast på seks biler, og så går det løs. Hele kolonnen spærrer for de øvrige biler på motorvejen, så ingen kan overhale, og alle spor ryddes og dækkes med salt fra de to saltbiler.
Så hvis dette kaos skal undgås, skal plovbilerne kaldes ud langt tidligere. Samtidig ville det være godt at indkalde alle biler og chauffører tre gange hver sæson for at montere og teste ploven.
Til syvende og sidst så væk med alle de belastende regler, som gør det både dyrere og sværere at rekruttere biler til opgaven.
