Politiet fik uventet fangst: Ulovlig parkering førte til større afsløring
Klokken 11.45 torsdag tog en 65-årig litauisk lastbilchauffør en rigtig dårlig beslutning på Agenavej i Greve.
Han ville parkere sin lastbil med sættevogn for at holde en pause. Der var godt nok skiltet med, at der var standsning og parkering forbudt, men han valgte alligevel at parkere på stedet.
Dermed endte han med at parkere ulovligt lige uden for vinduerne til politiets færdselsafdeling.
Det gav i sig selv en bøde på 2000 kroner. Men færdselsbetjentene brugte så også anledningen til at se nærmere på chaufførens forhold, og det afslørede, at det forureningsbegrænsende udstyr var manipuleret, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Dermed løb bøde pludseligt op i 7.500 kroner til chaufføren og 15.000 til vognmanden. Politiet beslaglagde samtidig lastbilens motorstyringscomputer.
Lastbilen er nu tilbageholdt, indtil bøderne er betalt.