Stilsikker vognmand: En rigtig lastbil er en tandem
Hos Eeg Transport bliver kasserne transporteret på første klasse, og for første gang har vognmanden opbygget en Volvo som en funklende ny containerbil:
Der er både noget klassisk og noget helt nyt over det seneste grønne vidunder hos Team Eeg i Farum.
Vognmand Henrik Eeg har personlige rødder hos City Container, og det ses på det karakteristiske design af hans lastbiler, som er flot bygget op og er designet med det karakteristiske hvide “V” på fronten af bilen.
For fire et halvt år siden stod vognmanden bag den første City-bil i grønt look - opbygget som en hyldest til City-grundlæggeren og vognmandens personlige ven, Michael Henriksen, der omkom i en ulykke i 2014. Det var et brag af en containerbil, og nu er den sendt videre i teksten - og afløses i vognparken af en mindst lige så flot containerbil, der denne gang er baseret på en Volvo FH540 8x4.
Og en Volvo i vognparken er nyt - helt nyt - hos Henrik Eeg. Men resultatet står ikke tilbage for forgængeren eller nogen anden containerbil i branchen. Ud over at være en fryd for øjet skiller specifikation og opbygning sig også ud fra mængden. Fx er pusherakslen også styrende aksel.
Ønskede en kort bil
- Jeg har aldrig set før på en containerbil, at man kører med pusherakslen som styrende aksel. Der er masser af jord- og kærrebiler, der kører med det. Men det har gjort, at vi har kunnet gøre bilen en halv meter kortere, end når du har den styrende aksel bagest med en tandem, forklarer Henrik Eeg.
Et interessant valg - selvom alt selvfølgelig har en pris.
- Jeg prioriterede, at vi fik den lidt kortere. Så vi fik selvfølgelig en større drejeradius, men det var gjort for, at vi kan sætte en fast krog på i stedet for en knækarmkrog. Vi har både korte kasser på 4,5 meter og lange 6,5 meter kasser. Og for at kunne køre de korte skal du ikke have en for lang krog, medmindre den kan knække i armen. Men jo flere ting, der kan bevæge sig, jo flere ting kan gå i stykker. Ved at flytte den styrende aksel om som pusheraksel kan jeg både få den krog, jeg ønskede mig, og få gjort bilen lidt kortere, siger Henrik Eeg.
Kun tandem duer
Uanset hvad, så ligger én ting fast, når Farum-vognmanden bygger biler:
- En rigtig lastbil er en tandem. Hvis det er lidt fedtet og glat, og man skal hen over en forhindring, så er det rart, at man kan sætte længdespær eller krydsspær. Så jeg vil gerne have, at det er en tandem.
De mange ønsker skulle gå op i en højere enhed, og det var også en af grundene til, at Henrik Eeg valgte at sende bud efter en Volvo denne gang. Ellers har et andet svensk mærke ellers domineret vognparken.
- Selve bestillingen og konfigurationen af bilen var meget lettere hos Volvo. Jeg kunne få det, som jeg gerne ville have det, og kunne kigge med på skærmen, mens de sad og specificerede bilen, siger han.
Bilen er af den nye Volvo FH-generation med den største 13 liters motor på 540 hk. Den blev valgt frem for at gå med en FM med lidt lavere indstigning.
- Jeg har været inde i en FM’er én gang, og jeg var nær aldrig kommet ud igen. Så jeg har altid sagt, at hvis jeg skal have en Volvo, skal det være en FH. Den er så også omkring 17 cm højere end den gamle bil, og det skal man selvfølgelig lige huske i forhold til grene osv., konstaterer vognmanden.
Det kører lige godt
Manden, der skal holde øje med grene og køre bilen i det daglige, er Mik Bendtzon. Og efter godt og vel en uges tid i den nye bil er det en tilfreds chauffør, der har fået nyt grej mellem fingrene.
- Den kører godt, det gør den. Man skal bare lige vænne sig til, at det hele sidder lidt anderledes. Jeg har kørt mere Scania end Volvo tidligere, men om det hedder Volvo eller Scania rører mig ikke. Det kører lige godt, synes jeg.
Bilen er udstyret med en lang række af de moderne Volvo-finesser, såsom VDS med den unikke styring.
- Gearingen er god, også det her nye dynamic (VDS, red.). Man skal lige vænne sig til, at man kan dreje på rattet med en lillefinger, siger chaufføren.
Bilen har også fået Volvos startbatteri-pakke, så der ikke er bøvl med koldstarter eller selv at skulle lade bilen manuelt op. Og de små ændringer på den nyeste Volvo-generation falder også i smag.
- Det nye look, Volvo har fået, har også gjort en del. Jeg kan godt lide det med, at man har pakket lygterne ind, siger Mik Bendtzon.
Bagrude fra fabrik
En speciel detalje er bagruden i FH-kabinen. Det er ikke et felt, man kan krydse af på bestillingssedlen, men efter dialog med Volvo blev det lavet på fabrikken. Det var et ønske fra både chaufføren og vognmanden.
- Vi bruger det meget til at kigge ud, hvis man skal rangere en kasse ud af et stillads og over på hængeren, så er det rart. Der er både cyklistkamera og bakkamera, men det er bare rart at have forskellige muligheder til forskellige ting. Det er ikke altid, man kan bruge kameraet, hvis man skal vinkle en kasse ind under et stillads, og kameraet kigger den anden vej. Alting er nemmere, hvis man kan se det selv, siger Henrik Eeg, og chaufføren er enig:
- Jeg bruger faktisk bagruden hver dag, også hvis jeg skal have en kasse på. Det er rart at have, siger Mik Bendtzon.
De daglige opgaver foregår i Storkøbenhavn og Nordsjælland - næsten altid med hængeren på. Mik Bendtzons bil kører og “bytter kasser” for City Container, som for det meste styrer hans kørsel i det daglige. Krogen kommer op og ned mange gange i løbet af en dag.
Vigtig opbygning
Opbygningen af den nye Volvo er lagt i hænderne på Sawo i Herlev, som Henrik Eeg har et godt samarbejde med.
- De har bygget de andre biler også, og vi vil gerne have det ens - også selvom det ikke kan være helt ens, fordi der er forskel på opbygningerne, og forskel på en Scania og Volvo. Vi har et godt samarbejde om konkrete løsninger - fx ville vi gerne have et trin, men ikke sådan et grimt et udenpå, og så fik opbyggeren lavet en fin løsning med et trin gemt væk inde i et skab. Den slags er vigtigt, siger Henrik Eeg.
Vognmanden har ellers været bekymret for de nye opbygningsregler, der skulle være trådt i kraft fra årsskiftet, men som endnu engang er udskudt. De risikerer at gøre det sværere at påbygge kreative løsninger til den enkelte opbygning fremover, og det ærgrer Henrik Eeg.
- Det tager livsglæden ud af at bygge en pæn bil. Chaufføren vil jo gerne have, at man bygger en pæn bil, og det vil man også gerne som vognmand. I forvejen er det sgu svært nok at få chauffører, og så er det jo helt åndssvagt, hvis det hele skal gøres ensformigt i hele Europa. Så mister du de unge mennesker, og der er da ingen unge, der gider købe lastbiler. Og hvis de, der går op i bilerne, også forsvinder, så får vi da et endnu større problem, siger Henrik Eeg.
Unik grøn farve
Mosegaards Autolakering i Bramming står for malearbejdet på bilerne hos Team Eeg - og den specielle, grønne farve er blandet eksklusivt til Henrik Eeg efter en hemmelig opskrift. Lastbilkunstneren Ray Hill har traditionen tro stået for at dekorere hjørnerne på bilen - denne gang er motivet modellen og skuespillerinden Megan Fox (pga. hendes dygtige arbejde i skuespilfaget, skulle vi hilse og sige…).
Alle nye Eeg-biler skal fremover have dette nyklassiske, grønne look - uanset kørselsopgaverne. Siden vores seneste besøg hos Farum-vognmanden for fire et halvt år siden har forretningen nemlig vokset til nu otte biler og er blevet en bred butik med biler købt både som ny og brugt.
- Det kan ikke svare sig at male de brugte om, men alle nye biler bliver bygget op og malet i det grønne design. På den måde holder vi stilen og kontakten til vores rødder, samtidig med at vi er os selv og bevæger os videre, siger Henrik Eeg.
Firmaet råder i dag over tre krogbiler, en kranbil, to jordbiler/trækkere, en eksportbil og - som det seneste skud på stammen - en fragtbil. Seks af de otte biler er Scania, mens fragtbilen er Mercedes - og så altså den nye Volvo-krogbil.
Svært at købe nyt
Vokseværket er kommet lidt via tilfældigheder - men Henrik Eeg lægger ikke skjul på, at man gerne vil være større. Det kan dog være lettere sagt end gjort, når man gerne vil være både ambitiøs og fornuftig på samme tid.
- Vi har travlt, men det er jo ikke til at bestille en ny bil i dag. Så kommer den om halvandet år, og til den tid er der ingen, der ved, hvordan det ser ud. Men vi har lidt flere strenge at spille på, end vi havde før. Fire af vores biler kører for City Container, men det er jo også rart at have noget andet. Vi har også vores egne kunder, som vi enten kører selv for, eller også har kolleger at trække på til at hjælpe os.
- Jeg kører også selv hele tiden. Der er ikke nok biler til, at jeg kan sidde hjemme på kontoret. Jeg tænker, man skal op på 10 biler for, at man kan sige, at så kan jeg passe kontoret derhjemme og køre lidt afløser. Du skal op og have noget volumen for, at det giver rigtig mening, men jeg gider ikke bare tage chancen og købe fem biler, der kommer om halvandet år. Men ambitionen om at vokse er der, hvis der dukker det rigtige op.
Tekniske data:
Model: Volvo FH 540 8x4 tridempusher
Førerhus: Globetrotter
Motor: 13 liter, 6 cyl.
Effekt: 540 hk, 2.600 Nm
Gearkasse: I-Shift u/kobling, 12 frem, 4 bak
Bagtøj: Tandem-bagaksel
Udveksling: 2.83
Akselafstand: 4.600 mm
Affjedring: Fuld luft
Dæk: Bridgestone M+S. Driv 318/80R22.5, for 385/65R22.5
Lakering: Mosegaard
Opbygning: Sawo, Herlev
Levering: Volvo Truck Center, Hillerød (Søren Almind)
Artiklen er en del af temaet Forsidebilen.