Så er den bedst sælgende Iveco-forhandler fundet
REA Erhvervsbiler, som udelukkende har med vare- og lastbiler at gøre, har igen i 2021 haft travlt. Virksomhedens salgsteam har leveret flere Iveco erhvervsbiler over disken end nogen anden forhandler.
- Vi er stolte af at være ”bedst sælgende forhandler” igen i 2021. Vi har tydeligt kunne mærke en travlhed især hos vores kunder i byggebranchen og distributionen. Kunderne har efterlyst totalløsninger og det har vi kunne give dem, siger adm. direktør af REA Erhvervsbiler, Gert Hansen.
Stor erfaring med Iveco
REA Erhvervsbiler har haft Iveco-forhandling og serviceværksted fra starten og kan i år fejre 25 års jubilæum, hvilket flere i salgsteamet også kan prale af.
- De rutinerede herrer bærer en stor del af læsset, de har været i gamet i rigtig mange år og har ikke fjernet foden fra speederen. Dertil har vi fået flere unge kræfter, som har suppleret salgsteamet til at blive en endnu stærkere enhed, fortæller Gert Hansen.
REA Erhvervsbiler er repræsenteret på størstedelen af Sjælland med afdelinger i Roskilde, København, Slagelse og Næstved, hvor de foruden en skarp salgsafdeling også driver velorganiserede værksteder.
- Uden vores værksteder har dette ikke kunne lade sig gøre. Når der skal mange biler igennem på et år, så kræver det stor disciplin og logistikarbejde, at få det hele til at spille, siger Gert Hansen.
Samarbejdet mellem REA Erhvervsbiler og importøren er ifølge Håkan Jönsson, adm. direktør for Iveco North Europe & Baltics, ganske fortrinligt;
- REA Erhvervsbiler har gjort et fantastisk stykke arbejde med Iveco i 2021. Vi har et godt samarbejde og en tæt dialog, hvor jeg sætter stor pris på det engagement de yder og det drive, der er i virksomheden, slutter Håkan Jönsson.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.