Ny COO i Dansk Retursystem
Jesper Larsen tiltræder 1. april stillingen som Chief Operating Officer (COO) i Dansk Retursystem. Han kommer fra en stilling som Head of Operations hos transportvirksomheden GLS Denmark og har desuden erfaring fra Carlsberg, affaldsselskabet Marius Pedersen samt Bladkompagniet og andre distributionsvirksomheder.
I sit tidligere job hos GLS Denmark var han leder af Operations, så han er vant til – og ser stor mening i – at have samlet hele den værdikæde. I Dansk Retursystem gælder det hele processen, fra en forbruger afleverer en flaske eller dåse, over indsamling hos ca. 15.000 butikker, kontorer og restauranter til sortering og pakning på Dansk Retursystems fabrikker, hvorfra materialerne presses i baller og sendes til genanvendelse. Det drejer sig årligt om ca. 1,7 mia. flasker og dåser, der bliver genanvendt, hvilket sparer for udledning af 178.000 tons CO2. En klimadagsorden, Jesper Larsen ser frem til at arbejde med.
- Jeg tapper ind i hele tanken om cirkulær økonomi og genanvende ressourcer. Det er en dagsorden, der interesserer mig meget, og som jeg ser frem til at bidrage til gennem vores arbejde i Dansk Retursystem, siger Jesper Larsen.
Dansk Retursystems CEO, Lars Krejberg Petersen, byder Jesper Larsen velkommen:
- Med de stigende mænger, vi har oplevet de seneste år, og som ser ud til at fortsætte, er det vigtigt, at vi har fokus på vores kunder og sammenhæng mellem indsamling og kundeservice. Det er netop her, hvor Jesper Larsen kan bidrage med sin mangeårige erfaring og gode resultater på området, siger Lars Krejberg Petersen.
Dansk Retursystem har hovedkontor i Høje Taastrup og desuden fabrik i Løsning.