- Myndighederne kører i samme rille
Redaktionen har fra en af vores læsere i Hjørring modtaget nedenstående debatindlæg:
Så er der startet et nyt år, men det ser desværre ud til, at temaet fra myndighedernes side vil være det samme. Her tænker jeg på det nye tiltag fra Færdselsstyrelsens side, at man ved fremtidige virksomhedskontroller vil gøre det til en kæphest at kontrollere 45 timers ugehvil samt 90 rattimer på to uger.
Det er igen en ting, som kun vil ramme danske firmaer, da der mig bekendt ikke foretages virksomhedskontroller i andre EU-lande, så det fortsætter bare i samme rille som hidtil.
Men der er jo også lyspunkter, nemlig det enestående forslag at halvere bøderne for ulovlig parkering. Her får vi nok snart en belæring om, at statens tab er halveret, da man regnede med, at alle betalte inden 5 dage – en speciel måde at regne på, men lad os se, om ikke den bliver brugt, nok i en mere avanceret form.
Bjarne Nielsen
Keravavej 10
9800 Hjørring