Ny formand for lastbilfabrikkerne
Scanias topchef, Henrik Henriksson, er valgt til ny formand for de kommercielle køretøjsproducenter i Europa – samlet i ACEA Commercial Vehicle Board.
Henrik Henriksson overtager posten fra Gerrit Marx, som til daglig står i spidsen for Commercial and Specialty Vehicles hos CNH Industrial, der ejer Iveco.
»Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med de europæiske institutioner for at sikre, at de erklærede grønne målsætninger bliver nået. Jeg tror stærkt på, at – med øget indsats fra alle interessenter – det vil være muligt at nå en CO2-fri vejtransport i 2050. Det vil kræve seriøse investeringer i ladnings og tankinfrastruktur egnet til lastbiler og busser, såvel som lovgivningsmæssige rammer, som støtter nul- og lavudledningskøretøjer. Og vi er nødt til at begynde nu for at lykkes med det,« udtaler Henrik Henriksson.
Formandsposten går på skift en gang om året hos de tunge drenge i ACEA, der organiserer medlemmerne DAF Trucks, Daimler Trucks, Iveco, MAN Truck & Bus, Scania, Volkswagen Commercial Vehicles og Volvo Group.