Filtenborg vælger tungt grej fra Scanias øverste hylder
Hvad gør en vognmand, når en god chauffør ønsker sig et andet lastbilmærke at køre i end det mærke, som firmaet normalt kører med? Opfylder hans ønsker - inden for rimelighedens grænser.
Selv om størstedelen af de godt 40 trækkende enheder hos Vognmand Filtenborg i Nykøbing Mors består af lastbiler fra den svenske vestkyst, er der netop kommet en ny, 4-akslet Scania R 650 XT fra den svenske østkyst ind i vognparken. Det er nemlig sådan én, chauffør Christian Pedersen allerhelst vil køre i, og sådan er det blevet.
Den nye R 650 B8x4*4NBML skal lige som hovedparten af Filtenborgs vognpark bruges til krævende entreprenørkørsel over det meste af Danmark, kranarbejde, blokvognskørsel, transport af asfalt, jord og grus mm. Derfor er den specificeret med nogle af de kraftigste komponenter fra Scanias øverste hylder. Det er bl.a. 16,4 liters V8-motor på 650 hk/3.300 Nm, 14-trins GRSO925-gearkasse med overgear og to krybegear samt RBP835 tandembogie med navreduktion og langs-/tværgående differentialespærrer.
Fundamentet for hele herligheden er et F957 dobbelt-chassis på fuld luftaffjedring samt styrbar bogieaksel bag tandembogien. Bilen er desuden specificeret med ekstra kraftig XT-front med bl.a. forstærket og fremskudt kofanger, beskyttelsesplade under fronten, ekstra kraftige forreste trækøjer med 40 tons kapacitet, beskyttelsesgitre foran forlygterne samt ekstra solide spejlhuse. Så bliver det næsten ikke kraftigere, når der skal stå Scania på fronten.
Førerhuset er Scanias mellemlange CR17L med fladt tag. Det er proppet med komfortudstyr som Premium fører- og passagerstole, læderindtræk, Premium infotainment-system med 4x20 W musikanlæg og integreret navigation, termosideruder, regnsensor, integreret klimaanlæg med ekstra kabinevarmer mmm.
Den nye R 650’er er opbygget af Sawo i Sørup med en hydraulisk aftagelig HIAB XS HiPro 262 EP5-kran samt Sawo CLF 432S 3-vejs-wirehejs, og bilen er malet af P. Pilgaard Auto & Lakcenter i Hørdum. Lastbilsælger Lars Pedersen fra Stiholt har stået for handlen.
Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.