23948sdkhjf

KP Logistik investerer i 100 gas-lastbiler

Scania skal levere 100 LNG-lastbiler til et tysk firma med danske rødder – nemlig KP Logistik, som har tysk hovedsæde i Stavenhagen i det nordlige Tyskland sydøst for Rostock.

De mange Scania R410-trækkere vil blive ligeligt fordel mellem KP Logistiks afdelinger i Stavenhagen og Wustermark nær Berlin.

Lastbilerne skal bruges til leverancer af tørgods samt køl- og frostvarer til primært Netto- og Norma-butikker i det østlige Tyskland, herunder Berlin.

»Med denne strategiske investering i gasbiler vil vi gerne gå forrest i mere bæredygtig transport og sætte et godt eksempel for branchen,« siger David Brokholm, adm. direktør for KP Logistik i Tyskland.

CO2-udledningen fra gas-lastbiler er lavere end fra diesel-lastbiler – især hvis de fodres med biogas, hvormed CO2-udledningen kan reduceres med op til 90 procent.

I Tyskland er gas- og el-lastbiler i en toårige periode undtaget for at betale vejskat – maut – på de tyske motorveje og hovedveje. Det gør det økonomiske regnestykke for gas-lastbiler noget mere favorabelt.

»Det gjorde det meget nemmere for os at gå efter gas-teknologi,« siger David Brokholm.

Det er Scanias hidtil største ordre på gas-lastbiler, siden den svenske producent i efteråret 2017 lancerede sine gas-lastbiler til tung transport. Scania kan levere gas-lastbiler med både tanke til både LNG (flydende gas) og CNG (komprimeret gas).

LNG giver den længste rækkevidde, og de 100 bestilte LNG-biler har en rækkevidde på op til 1100 kilometer. De skal indgå i firmaets flåde i 4-5 år og forventes i den periode at køre ca. 800.000 km.

KP Logistik blev etableret af Knud Pedersen i 1959 i københavnsområdet. I dag ledes virksomheden med dansk hovedsæde i Køge, men har siden 1990 også været aktive på det tyske marked.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204