23948sdkhjf

ITD: Få vejpakken stemt igennem nu

Transportvirksomhederne har ventet på en vejpakke i årevis. Lige nu oplever erhvervet et stort svigt fra de ansvarlige politikere i Europa-Parlamentet med arbejdet omkring vejpakken.

»Den politiske proces, som vi i de sidste måneder har været vidne til i Europa-Parlamentet, har været fuldstændig uanstændig. Transportvirksomheder i hele Europa har ventet i årevis på vejpakken. Nu må og skal Europa-Parlamentet tage ansvaret på sig. Rådet landede jo på et godt og brugbart kompromis i december, og man kunne have forventet, at europaparlamentarikerne også havde evnet at finde de kompromisser, som nu engang er nødvendige i sådanne vigtige forhandlinger. I stedet for at få enderne til at mødes har det udviklet sig til et procedureshow, som ikke fører nogen vegne,« siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD, i en pressemeddelelse.

Valget til Europa-Parlamentet nærmer sig med hastige skridt, så der må og skal handles her og nu, mener ITD. Næste mulighed er, når vejpakken kommer tilbage til Europa-Parlamentets transportudvalg i næste uge. Herefter skal vejpakken gerne tilbage til afstemning på plenarforsamlingen så hurtigt som muligt.

»I ITD appellerer vi særligt til alle danske medlemmer af Europa-Parlamentet om ikke at sidde på deres hænder nu. De må nu tage ansvaret på sig og gøre alt, hvad de kan for at påvirke deres grupper til, at der gennemføres en vejpakkeafstemning hurtigst muligt. Det siger sig selv, at vi selvfølgelig ikke skal have lovsjusk, men procedurerne må ikke misbruges til at forhindre, at vi nu får den vejpakke, som transporterhvervet har så hårdt brug for. De parlamentsmedlemmer, der tilsyneladende forsøger at benytte sig af denne metode, bør ikke slippe afsted med det,« siger Carina Christensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078