Ny mand for Krone i øst-Danmark
En af landets største trailerleverandører, Krone ScanBalt A/S med hovedkontor i Padborg, styrker sin organisation øst for Storebælt. Det sker med udnævnelsen af Kristoffer Lilholm Lønbæk, der får ansvaret for betjeningen af kunderne på Sjælland, Storkøbenhavn og Lolland-Falster samt Bornholm.
Kristoffer Lønbæk er født og opvokset i Vejle-området, hvor han fik sin uddannelse inden for autobranchen hos Mercedes-forhandleren Starmark kombineret med et ophold på Business College Syd i Mommark.
Efter en ansættelse hos en sønderjysk autoforhandler kom Kristoffer Lønbæk i 2017 til Krone ScanBalt i Padborg, hvor hans primære opgave var salg af reservedele. Ud over reservedelssalget i ovennævnte område vil Kristoffer Lønbæk have ansvaret for salg af nyt materiel.
I forbindelse med det nye ansvarsområde vil Kristoffer Lønbæk flytte til hovedstadsområdet.