23948sdkhjf

Flere mekanikere via udvikling

Kampagnen ”Jobbet, der aldrig står stille” fortsætter med nyt kapitel, der skal trække unge ind på værkstedet.

Scania har tidligere haft stor succes med oplysningskampagnen ”Jobbet, der aldrig står stille”. Nu starter kampagnen et nyt kapitel, der skal være med til at tiltrække unge til lastvognsmekanikerfaget og gøre Scania mere synlig overfor potentielle lærlinge.

- Helt generelt vil vi gerne have flere unge, der vælger en uddannelse som lastvognsmekaniker, og derfor er tankerne bag version 2.0 af vores oplysningskampagne at informere de unge om mulighederne for at få en spændende, teknisk uddannelse. Samtidig vil vi gerne vise Scania, som den attraktive arbejdsplads, den er, for potentielle lastvognsmekanikerlærlinge, siger HR-chef Anders Cortnum, Scania Danmark.

Mangler mekanikere

Scania Danmark oplever stor efterspørgsel på service og reparation, og det har ført til behov for udvidelse af medarbejderstaben og værkstedskapaciteten. Scania mangler dog mekanikere i flere afdelinger, og de er svære at finde.

- En af årsagerne kan formentlig findes i de unges uddannelsesvalg, som i dag i høj grad går mod gymnasiet i stedet for en erhvervsuddannelse. En anden årsag kan være, at vi ikke har været gode nok til at fortælle om lastbilbranchen og de muligheder, vi kan tilbyde, hvorfor mange i stedet har valgt andre brancher, fortsætter Anders Cortnum.

Kampagnen lægger blandt andet vægt på at fortælle, at man som mekanikerlærling hos Scania får masser af tekniske udfordringer, lov til at arbejde med den nyeste teknologi, gode udviklingsmuligheder og gode kollegaer.

Unge rollemodeller

Scania bruger fire unge medarbejdere i kampagnen. De er alle startet hos Scania som lastvognsmekanikerlærlinge, og efterfølgende har de gjort karriere hos Scania som lastvognsmekanikere. Andreas er ansat i lastvognsafdelingen i Ishøj, Christina har speciale inden for el og er ansat i lastvognsafdelingen i Aarhus, Christoffer er ansat i lastvognsafdelingen i Fredericia, mens Deep arbejder i opbygningsafdelingen i Ishøj.

Kampagnen skal møde de unge i øjenhøjde, og i korte film fortæller de unge medarbejdere deres historie om, hvordan de begyndte i faget, hvor de er i dag, og hvorfor det er attraktivt at være lastvognsmekaniker.

- Vi vil tiltrække de gode kandidater, ved hjælp af de gode historier, og det gør vi bedst gennem vores egne medarbejdere. De kan bedst forklare de unge, hvorfor lastvognsmekanikerfaget er fedt at beskæftige sig med, og hvordan Scania som arbejdsplads kan været med til at forme dem i deres udvikling, siger marketing- og kommunikationschef Jannie Christiansen, Scania Danmark.

Fokus på udvikling

- Vi tror, at mange går rundt med den holdning, at mekanikerfaget er et job, der er lig med sorte fingre og hårdt, ensartet arbejde. Derudover tror mange, at man ikke kan udvikle sine kompetencer inden for faget – og det er jo slet ikke tilfældet, fortsætter HR-chef Anders Cortnum.

Mekanikere skal have hænderne skruet rigtigt på, men de skal også kunne beherske en computer. En moderne lastvognsmekaniker beskæftiger sig nemlig både med det grove arbejde med reparation af store motorer, kraner og trailere - men i ligeså høj grad med fejlfinding og diagnose af lastbilernes mange elektroniske systemer via computere. Og i takt med teknologiens udvikling vil IT kun blive en større og større del af faget.

Mange tekniske udfordringer

- Vi ser, at mange unge med benzin i blodet og en mekaniker i maven ofte ikke er klar over de mange tekniske udfordringer, der er i lastbilbranchen. Derfor har vi en udfordring i at fortælle de unge mennesker om de gode muligheder, som både lastbilbranchen og ikke mindst Scania tilbyder, tilføjer Anders Cortnum.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.218