Når man aldrig har arbejdet som lastbilchauffør, så opstår der åbenbart nogle faldgruber, når man sidder som politiker bag ved et skrivebord og tænker, ’hvad kunne være rigtig fedt for lastbilchaufførerne’. Man kommer nogle gange til at tage nogle politiske kampe, som måske ikke lige var de allervigtigste for chaufførerne ude på landevejene.

Den erfaring har MEP fra Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari gjort sig, og det fortalte hun om, da der torsdag i Aarhus var debatmøde om bekæmpelsen af social dumping på vejene, arrangeret af EU faglig forsamling og 3F Transport Logistik & Byg Aarhus.

»Derfor har jeg brugt det sidste år på at rejse rundt og tale med en masse chauffører ude på landevejene for at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigst for dem. Da har jeg for eksempel lært, at det vigtigste ikke er, at man ikke må sove i sin lastbil. Det vigtigste er, at man kommer hjem igen. At man faktisk ofte og hyppigt kommer hjem,« fortalte Rina Ronja Kari.

- Vil du se hvor jeg bor?

EU-parlamentarikerens vej rundt i Europa bragte hende i efteråret til Padborg i samarbejde med 3F.

»Her talte jeg med de her filippinske chauffører, som kunne fortælle om nogle arbejdsforhold, der påvirkede mig enormt meget. En chauffør fortalte mig, at han blev hentet fra Filippinerne og blev ansat i Polen på en kontrakt, han ikke forstår et ord af. Han får en timeløn på 15 kroner og har fået lovning på, at ville få ferie, når han har været her i to år. Kontrakten løber godt nok kun i to år. Men han var blevet lovet ”en hel måneds ferie” med løn efter to år.«

»Jeg kigger på ham og spørger, om han kender nogen, der har fået denne måneds løn, og da kan jeg se i hans øjne, at han faktisk ikke er sikker på, han får den. For nej, det har han ikke noget papir på. Det er bare noget, har er blevet lovet. Til gengæld har han ingen ferie og helligdage undervejs.«

Filippineren spurgte dernæst, om Rina Ronja Kari ville med og se stedet, hvor de boede.

»Jeg vil skyde på, at han er cirka 40 år. Han har lige fortalt om kone og børn. Så siger han, ”jeg er simpelthen bange for,” at administrationen opdager, at jeg har én med ind udefra. Så kan vi lade som om, vi er kærester? Der sidder en inde på kontoret og holder øje med alle, der kommer ind og ud af det her sted”. Jeg siger, ”ja, klart det gør vi”. Så vi går arm i arm, og han viser mig det ene værelse efter det andet. Det er så tydeligt, at de her chauffører rigtig gerne vil vise tingene frem. De kan ikke forstå, hvordan de i Danmark kan bo under de her vilkår. De ikke kan forstå, at de kan blive udsat for det her, og de kan ikke forstå, hvordan det kan blive accepteret af samfundet.«

»Efter at have set de første tre værelser, tænker jeg. ’Det her er jo for vanvittigt. Det er jo for sygt!’. Så siger han, ”du skal også se det her”. Så viser han mig deres køkken. Der var et lille blus og madvarer på gulvet.«

I køkkenet var der vand i dunke, og chaufføren fortæller, at da der i foråret 2018 var ret koldt, skulle man først have tøet vandet op for at kunne lave kaffe om morgenen.

»Så tilføjer han ret træt, ”det var også ret koldt på værelserne...«.

- Du skal jo tænke på virksomhederne…

Da Rina Ronja Kari kom tilbage til EU-Parlamentet med de her historier og de her billeder, troede hun, at hendes kollegaer dernede ville sige, ”ja, det er fandeme for dårligt, nu gør vi noget”.

»Ja, bevares, der var da et par stykker, der sagde det. Der godt kunne se, at det var for meget. Resten var sådan lidt, ”jaaa…joooh, men nu skal du jo tænke på virksomhederne”.«

»Så status er i dag, at vi stadig ikke har vedtaget en ny vejpakke. At det forslag, der ligger på bordet, er en vejpakke, som ikke kommer til at løse problemerne, som risikerer at give mere fleksibilitet i forhold til at kunne planlægge arbejdstiden, som ikke sikrer lige løn for lige arbejde på samme sted, og som i det hele taget kommer til at svigte hele branchen og den kamp, der handlede om at ville stoppe social dumping på vejene.«

»Derfor er den strategiske diskussion og overvejelse lige nu, om det er bedst at vedtage en dårlig pakke, som måske tager et meget lille bitte, bitte skridt i den rigtige retning, eller om det er bedre at sige, ”nej, venner, det dér er simpelthen ikke godt nok. Vi er nødt til at gøre noget mere drastisk end at sætte verdens mindste plaster på et åbent benbrud”.«